Studerende om talentjagt: Studietiden handler om at lære - ikke karriere

Erhvervslivets charmeoffensiv på universiteterne flytter fokus væk fra læringen, mener Danske Studerendes Fællesråd.

ARKIVFOTO 2015 af elever på Copenhagen Business School CBS- - Se RB 6/7 2015 09.32. Rekordmange unge har søgt ind på en videregående uddannelse, men på den anden side af gærdet står nogle fagområder fortsat og skriger på kvalificerede folk. (Foto: Mathias Bojesen/Scanpix 2015) (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Når de studerende på Copenhagen Business School møder ind til forelæsninger hænder det, at undervisningen foregår i skolens ’Danske Bank Auditorium’, som er sponsoreret – som navnet antyder – af Danske Bank. Andre steder står firmanavnene trykt på kopipapiret i printeren.

Det er blot få eksempler på de aftaler, som universiteterne har lavet med det private erhvervsliv. Mod en pose penge får virksomhederne lov til at brande sig over for de studerende i kampen om at rekruttere de bedste af slagen.

Men det er ikke uproblematisk, at det private erhvervsliv i stigende grad rykker ind på universiteterne. Det mener Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, der advarer mod tendensen. Hun er ikke overrasket over, at det foregår, men hun frygter, at talentjagten vil flytte fokus fra læringskultur mod præstationskultur.

- Jeg synes, der er nogle rigtigt problematiske ting imellem. Jeg tror, det er sådan noget, der er med til at ændre fokus på studierne, når de studerende fra dag ét bliver opmærksomme på at konkurrere. Det kommer til at handle om at komme til middag med bestemt virksomhed i stedet for at lære, Yasmin Davali.

Hun mener først og fremmest, at den stigende villighed på universiteterne til at lade det private erhvervsliv sponsorere hænger sammen med, at universiteternes rammevilkår og bundlinjer er blevet ringere.

- Det er først og fremmest et udtryk for dårlig økonomi på universiteterne. Når man er nået dertil, er man nødt til at se på andre finansieringsmuligheder, siger hun.

Men giver det ikke mening at lave nogle samarbejder mellem offentlige universiteter og det private erhvervsliv for at lette overgangen for de studerende?

- Man er først og fremmest studerende. Det er først og fremmest studiet, man skal koncentrere sig om, siger Yasmin Davali.

Hun understreger samtidig, at man godt kan lave nogle fornuftige initiativer mellem universiteterne og det private erhvervsliv om projektarbejde og karrieremesser.

Op til en kvart million for sponsoraftale

I den hårde konkurrence om at tiltrække de største talenter er virksomhederne villige til at betale universiteter op til en kvart million kroner om året for at markedsføre sig selv som attraktive arbejdsgivere.

En rundringning, DR Nyheder har foretaget til landets otte universiteter, viser, at seks af dem har samarbejdsaftaler, hvor virksomheder betaler for at vise sig frem for studerende på specifikke studieretninger.

Frygten hos Danske Studerendes Fællesråd er, at det øgede fokus på at præstere og gøre sig attraktiv i forhold til virksomhederne stresser de studerende. Netop stress er i forvejen en faktor, som mange studerende kæmper med.

- Der er flere studerende, der får voldsomme stresssymptomer. Det får vi flere og flere meldinger om. Hele ansvaret for at få et job når du er færdig, er blevet lagt over på de studerende. Med sådan nogle her tendenser, er det blevet en normalisering af, at man skal gøre sig klar, siger hun.

Facebook
Twitter