Studerende opdager først ordblindhed på de videregående uddannelser

Flere studerende finder først ud af, at de er ordblinde, når de er i gang med en videregående uddannelse. Det viser en ny undersøgelse

(© colourbox)

De har klaret folkeskolen og gymnasiet, og nogle af dem er endda begyndt på deres speciale, før de opdager, at de er ordblinde. Det er virkeligheden for flere studerende på de videregående uddannelser.

En ny undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut har lavet for Hovedstadens Ordblindeskole, viser, at 46 procent af de 207 adspurgte studerende først blev testet og fik at vide, at de var ordblinde, da de begyndte på en videregående uddannelse.

De ordblinde studerende har ofte klaret sig godt i folkeskolen, og derfor kan de være nemme at overse, siger forstander på Hovedstadens Ordblindeskole Rie Nielsen.

- De ligger rigtig godt mundtligt, men to til tre karakterer dårligere skriftligt. Og hvis det så er, at de ikke ligefrem får dumpekarakterer skriftligt, så tænker man ikke som dansklærer, at der kunne være tale om ordblindhed, siger hun.

Ordblindhed koster selvtillid

Også hos Professionshøjskolen Metropol, Syddansk Universitet, VUC og HF Nordjylland kan man nikke genkendende til dette billede. Det kan man også hos Ordblindeforeningen.

- Vi bliver ringet op hver eneste uge af tre til fire studerende, som har opdaget, at de er ordblinde, og så vil de gerne vide, hvad de så skal gøre, siger formand for Ordblindeforeningen Erik Kildegaard Rasmussen.

Det koster både faglige nederlag og selvværd, når de studerendes ordblindhed ikke bliver opdaget tidligere.

- De værste konsekvenser er, at mange når at få så mange nederlag rent uddannelsesmæssigt, at de ikke gennemfører en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, siger forstander på Hovedstadens Ordblindeskole Rie Nielsen.

Ingen obligatorisk test

I år har Undervisningsministeriet lavet en national ordblindetest, så folkeskolerne har et fælles grundlag for, hvordan man identificerer ordblinde elever. Men testen er ikke obligatorisk, og det bør der laves om på, mener Rie Nielsen.

- Problemet er ikke løst, medmindre man gør den screening obligatorisk, siger hun.

Det har regeringen dog ingen planer om at ændre på.

- Der er ingen grund til at tvinge alle elever igennem den her test. Jeg tror helt bestemt, at både lærere og pædagoger, som er tæt på eleverne i deres hverdag, ved, at der er nogle, som har vanskeligheder. Der er ingen grund til at teste 25 elever i en klasse, hvis man godt ved, at der kun er et par stykker, som har nogle udfordringer, siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Matthiesen.

Facebook
Twitter