Studie: Danmark har den bedste livskvalitet i verden

Danmarks position på liste over landes livskvalitet er imponerende, siger direktør i amerikansk tænketank.

Personlige rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og politiske rettigheder har været med til at give os en førsteplads i livskvalitet. Her er det en demonstration mod nedskæringer af uddannelse og SU i oktober 2016. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Takket være blandt andet antallet af mobiltelefoner, billige boliger og graden af ytringsfrihed lander Danmark på en førsteplads i en opgørelse over 128 landes livskvalitet.

Det skriver den amerikanske tænketank Social Progress Imperative i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen, kaldet Social Progress Index, er lavet i samarbejde med Harvard-økonomen Michael E. Porter og økonomiprofessor Scott Stern fra MIT.

Den kigger på 50 indikatorer, som forholder sig til tre dimensioner af sociale fremskridt: Grundlæggende menneskelige behov, trivsel og muligheder.

Imponerende - ikke overraskende - Dets (Danmarks. red) stærke position i 2017 Social Progress Index er imponerende, men ikke overraskende, og vil tjene som en model for andre, i forhold til hvad der virker indenfor sociale fremskridt, siger direktør i tænketanken Michael Green i pressemeddelelsen.

Når det kommer til personlige rettigheder, som indgår i vurderingen, tæller ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, politiske rettigheder og privat ejendomsret med. Her ligger Danmark øverst i samtlige kategorier.

Mange på internettet Det store antal af mobilabonnementer og internetforbrugere (96 procent af danskerne er på nettet) bidrager desuden til den danske placering i toppen.

Også inden for områder som sundhed og trivsel har Danmark oplevet positive fremskridt inden for de seneste fire år.

Men lande med et tilsvarende bruttonationalprodukt per indbygger har gjort større fremskridt, står der i pressemeddelelsen.

- Selv landet øverst på listen kan stadig forbedre sig, siger Michael Green.

Ifølge tænketanken er Social Progress Index den første måling af et lands sociale fremskridt, som er uafhængig af økonomiske faktorer.

Danmarks nordiske nabolande rangerer også højt på listen.

Finland indtager en andenplads, mens Island og Norge deles om en tredjeplads. Sverige havner på 8.-pladsen ud af de 128 lande.

Plads til forbedring Kigger man overordnet på opgørelsen, er der dog i vid udstrækning plads til forbedring, hvad angår sociale fremskridt.

Det største problem er den ulige fordeling af velstand mellem rige og fattige lande, lyder det.

- Vi har ressourcerne til at kunne gøre det bedre, siger Michael Green i pressemeddelelsen.

Social ulighed trækker ned Men økonomisk vækst alene er ikke nok til at forbedre livskvaliteten for borgerne. Det påpeger professor Michael E. Porter, der er medforfatter til rapporten.

Det kræver også sociale fremskridt, pointerer han.

- For eksempel er USA det rigeste G7-land i forhold til bnp per indbygger, men ligger bagefter andre ledende lande inden for områder som uddannelse, sundhed, personlig sikkerhed og inklusion, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/