Studieoptag: Hvordan er det med standby-listen? Og kan man nå at skifte mening? Se ekspertens svar her

Knap 90.000 mennesker har fra i i dag kunnet få svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse. Og det har givet anledning til en masse spørgsmål.

Fra i dag har tusinder kunnet få svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse. Det har fået folk til tasterne. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Det har været en travl dag på kontoret hos Undervisningsministeriets eVejledning.

Siden midnat har tusindvis af håbefulde unge nemlig kunne sætte sig foran tasterne og se, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse.

Omkring 65.000 personer er blevet optaget på en videregående uddannelse, mens omkring 24.000 har fået et afslag.

I dag har mange derfor især været interesseret i at finde ud af, hvordan man søger ledige studiepladser, lyder det fra uddannelsesvejleder Gitte Wissing.

Her samler vi svarene på nogle af spørgsmålene, som vejlederen er blevet stillet i dag.

Hvor kan jeg se de ledige studiepladser?

Hvis man ikke er kommet ind på den ønskede uddannelse, er der heldigvis stadig mulighed for søge en anden uddannelse, hvor der endnu er ledige pladser.

- Du kan på www.ufm.dk (ministeriets hjemmeside) se en samlet oversigt over de ledige pladser. Listen bliver løbende opdateret, når de ledige pladser forsvinder. Der kommer ikke nye pladser til, lyder svaret fra Gitte Wissing.

På hjemmesiden kan man søge ledige studiepladser - også hvis man ikke har søgt ind og i mellemtiden har fortrudt.

Kan man søge ledige pladser flere steder?

Det kan man sagtens, lyder det fra Gitte Wissing.

- Du må gerne søge ledige studiepladser flere steder og kan godt komme i den situation, at du har mulighed for at vælge mellem flere.

Kan man skifte uddannelsessted undervejs?

På dagens chat har Rasmus spurgt, om det er muligt at blive overflyttet til et andet uddannelsessted undervejs i sin uddannelse. Han har nemlig fået afslag på at komme ind på studiet i København, men kan se, at der stadig er ledige pladser i Aarhus.

Det kan være en mulighed, men der er ikke garanti for det, lyder svaret fra uddannelsesvejlederen.

- Typisk er der mulighed for efter 1 års studie at søge om overflytning til et andet uddannelsessted. Der er ingen garanti for, at det modtagne uddannelsessted vil optage dig, da de ikke er forpligtet til det; det er blot en mulighed.

Hvordan er det med standby-pladser?

Flere har spurgt om standby-pladser. Blandt andet Sara, der har takket nej til en standby-plads i sin ansøgning. Hun spørger, om det er muligt at omgøre det valg.

- Du kan ikke nu ændre på dit ønske om en standby-plads. Hvis den konkrete uddannelse har ledige standby pladser, kan du søge dem. Tjek på uddannelsesstedets hjemmeside, hvad de skriver om ansøgning af ledige pladser, svarer Gitte Wissing.

Andreas har derimod fået en standby-plads, men ønsker at vide, hvor langt oppe på listen han er. Det må han desværre skyde en hvid pind efter.

- Man kan ikke se eller få information om, hvor på standbylisten man er.

Bliver snittet sænket næste år?

Caroline er ikke kommet ind på sit studie og spørger, om der kunne være udsigt til, at man kan komme ind på uddannelsen med et lavere karaktergennemsnit til næste år.

Adgangskvotienten er dog ikke noget, der bliver bestemt af uddannelserne, forklarer uddannelseslederen. Det bliver afgjort af, hvor mange der søger den konkrete uddannelse, hvilke snit de har, og hvor mange de optager på uddannelsen.

- Få studiepladser giver ofte et højt snit, da man først tager dem ind med de højeste snit. Derfor varierer gennemsnittet lidt fra år til år, lyder det fra studievejlederen.

Vil du se flere spørgsmål og svar fra dagens chat med studievejlederen, kan du læse videre her.

Facebook
Twitter