Til midnat får omkring 70.000 nye studerende at vide, at de er optaget på en videregående uddannelse.
Men efterårssemesteret på landets otte universiteter bliver ikke, som det plejer. Studiestarten vil nemlig fortsat være præget af efterdønningerne fra forårets coronaepidemi.
- Der er en række krav fra ministeriet og sundhedsmyndigheder, som gør, at vi skal leve op til blandt andet, hvor mange der må sidde i undervisningslokalerne og til forelæsning, hvordan de skal købe kaffe, hvordan de må opholde sig i læseområderne og så videre, siger Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelser og Studerende på Københavns Universitet.
Den digitale undervisning forbliver derfor et fast element på landets universiteter, hvor man alle steder er ved at evaluere på forårets erfaringer.
Nye studerende garanteret fysisk fremmøde
Men når de studerende efter sommeren vender tilbage til skolebænken, bliver det dog med mindst mulig online-undervisning for nye studerende – både på bachelor- og kandidatniveau. Det fortæller flere af universiteterne.
- Det er en prioritet at få de nye studerende ind på campus - alene af den grund, at de jo netop er nye. Det er vigtigt med et godt studiemiljø. Og det er svært at forestille sig, at man kan starte det uden fysisk fremmøde, siger Lone Vestergaard, studiechef på Aalborg Universitet.
Danske Universiteter har tidligere været ude at sige, at de er bekymrede for, at der kommer til at ske flere frafald, fordi det kan være svært at opretholde det sociale studieliv, når meget undervisning foregår online.
Og den bekymring deler Johan Hedegaard Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.
- Vi er bekymrede for, hvad det kommer til at gøre ved undervisningskvaliteten og ved trivslen, lyder det.
Han er derfor glad for, at man vil prioritere fysisk fremmøde for nye studerende.
- Det er afgørende, at man får en god social og faglig integration på studiet, og de to ting kan ikke skilles ad. Så det er rigtig vigtigt, siger Johan Hedegaard Jørgensen.
Formand håber på kvalitet over kvantitet
Formanden håber dog ikke, at løsningen med online-undervisning bliver en sovepude, fordi det er en nem og billig løsning.
- Der kan sagtens være situationer, hvor online-undervisning er fint. Men det er ikke optimalt at følge med gennem en skærm. Hverken fagligt eller socialt, siger Johan Hedegaard Jørgensen og uddyber:
- Vi kan se, at de studerende har mistrivedes under coronakrisen. Der er ikke nogen, der får det godt af at sidde hjemme på kollegieværelset.
Den 2. juli fik universiteterne nye retningslinjer, som betyder, at de må fravige afstandskravet på én meter i forsamlinger på op til 30 personer.
Det betyder, at de stadig ikke kan fylde auditorier, men derimod gerne klasselokaler. Store forelæsninger skal derfor enten deles op eller foregå digitalt.
Johan Hedegaard Jørgensen håber derfor, at man i højere grad vil kigge på at undervise i mindre hold fremover.
- Store undervisninger er jo primært et redskab, man bruger, fordi det er billigt. Men det er næsten i alle tilfælde bedre undervisning, når der er færre studerende per underviser, siger han.