Styrelse: DIA Privatskole skal miste retten til at drive friskole

Samtidigt skal den muslimske friskole have taget al støtte, lyder det i en såkaldt påtænkt afgørelse.

DIA Privatskole skal miste retten til at drive friskole, skriver styrelse i en påtænkt afgørelse.

Den muslimske friskole DIA Privatskole på Nørrebro i København skal ikke længere have lov til at drive friskole og skal have frataget al økonomisk støtte.

Det fremgår af en såkaldt påtænkt afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Styrelsen har besluttet at tilbageholde DIA Privatskoles tilskud fra og med juni 2018 og påtænker ligeledes at træffe en afgørelse om, at de skal betale al støtte tilbage fra 29. september 2017 i og med, at de ifølge styrelsen har overtrådt friskoleloven.

Bedre snor i friskoler

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF har indgået en aftale om skærpet tilsyn med de frie grundskoler efter flere eksempler på manglende overblik over aktiviteterne.

Se Tema

- Styrelsen påtænker endvidere at træffe afgørelse om at fratage skolen retten til at drive skole efter friskoleloven, lyder det i en skriftlig kommentar fra Martin Larsen, der er konstitueret direktør i styrelsen.

Stridigheder mellem forældregrupperinger

Videre i den påtænkte afgørelse lyder det:

- Styrelsen har foretaget en samlet vurdering af skolen, og finder ikke, at skolen lever op til friskolelovens krav om, at en fri grundskole skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse, siger direktør Martin Larsen.

Den konstituerede direktør nævner specifikt stridigheder, der har været mellem to forældregrupperinger de seneste måneder, som blandt andet har ført til, at skolen har måtte aflyse undervisning og holde lukket.

- Det er således ikke styrelsens opfattelse, at skolen kan sikre børnene trygt undervisningsmiljø, som kan skabe rammerne for elevernes udvikling af demokratisk dannelse, siger den konstituerede direktør i den skriftlige kommentar.

DIA Privatskole har været under tilsyn siden oktober sidste år, hvor BT kunne fortælle, at skolen havde indført regler for pigers påklædning og brug af makeup. Ligeledes kunne de fortælle, at en islamisk forening havde magt over skolen, fordi den udpegede flertallet af bestyrelsen.