Styrelse vil oplyse om farer ved lykkepiller til gravide

Allerede i morgen bliver Lægemiddelstyrelsens hjemmeside og praktiserende lægers medicindatabase ændret. Årsagen er to spædsbørns død som følge af deres mødres brug af antidepressive midler.

(© DR)

Lægemiddelstyrelsen vil i morgen opdatere hjemmesiden med informationer om de risici, der kan være for børn af kvinder, som tager medicin mod depression under graviditeten.

Det sker efter, at mindst to spædbørn siden 2005 er døde som følge af, at deres mødre har taget Fluoxetin.

- Vi vil gøre rede for de indberetninger om bivirkninger vi har set. Og vil nok også forsøge at lave en gennemgang af flere forskellige antidepressive, siger Doris Stenver, som er overlæge i Lægemiddelstyrelsen.

Stenver tilføjer, at det er vigtigt at forstå, at der også ville være en risiko ved ikke at behandle kvinder med antidepressive midler under en graviditet.

Den hjemmeside, hvor praktiserende læger, kan tjekke lægemidler, inden de giver patienter en recept, vil blive opdateret.

Lige nu fremgår det nemlig ikke, at et middel som Fluoxetin kan være farligt for gravide.

- Jeg vil sige, oplysningerne om dødsfald er nye for mig, siger Court Pedersen, der er ansvarshavende redaktør for Dansk Lægemiddel Information.

Court Pedersen vil nu konsultere en lægefaglig ekspert og så regner han med, at hjemmesiden bliver opdateret med de nye informationer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk