Styrelse vil tage tilskud fra muslimsk friskole

Friskolen Nord-Vest Privatskole risikerer at miste sit tilskud, der i 2016 var på 11,6 millioner kroner.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vil tage tilskuddet fra den kritiserede muslimske friskole Nord-Vest Privatskole i København.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn med privat- og friskolerne. Det er en såkaldt påtænkt afgørelse, at styrelsen lægger op til at fratage skolen sit tilskud, fortæller vicedirektør Susanne Clausen.

- Det er en meget alvorlig sag, hvor vi har vurderet, at nogle af forholdene er så alvorlige, at det har været nødvendigt at lave en påtænkt afgørelse om, at hele tilskuddet bortfalder, siger hun til Berlingske.

Skolens statstilskud tilbageholdes i første omgang for september. Derefter har skolen en frist på 14 dage til at komme med indvendinger.

Tilskuddet kan bortfalde helt, hvis skolen ikke kan påpege faktuelle fejl på centrale punkter i sagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter