Sugardating er også udbredt blandt fyre

Fænomenet sugardating er ikke kun forbeholdt yngre kvinder og rige mænd.

En femtedel af Sugardaters.dk’s brugere er fyre, der søger en velhavende partner, viser nye tal. (Foto: Eugenio Marongiu © Colourbox)

De kan få rejser, tasker eller noget helt tredje for at date ældre mænd - og så er de ikke kun kvinder, men også yngre fyre.

Det er nemlig langt fra alene yngre kvinder, der finder sig en Sugardaddy. Omfanget af yngre fyre "Boytoys", der leder efter mænd eller kvinder som "sugarpartner" udgør en femtedel af hjemmesidens brugere.

Det viser nye tal fra hjemmesiden Sugardaters.dk, som P1 Dokumentar har fået indsigt i.

En gennemsnitlig boytoy

-          Boytoy er en fyr, der leder efter en mere velhavende sugarmama eller sugardaddy

-          85 procent søger en sugarmama. 15 procent søger en sugardaddy

-          En gennemsnitlig boytoy på Sugardaters.dk er 27 år

-          Han er typisk bosat i Region Hovedstaden. Han har oftest taget en   erhvervsuddannelse

-          I den seneste måned har 1756 nye brugere oprettet en profil på Sugardaters.dk. 301 af dem er boytoys

Kilde: Sugardaters.dk

 

Mere end 6.500 boytoys

Sugardaters.dk har i dag mere end 34.000 brugere. 6.500 af dem er boytoys-profiler - det vil typisk sige yngre fyre, der leder efter en sugardaddy eller sugarmama. De fleste boytoys søger en kvinde, mens 15 procent søger en sugardaddy.

Det svinger, hvor mange af profilerne på hjemmesiden, der er aktive. I den seneste måned var der 810 aktive boytoys på Sugardaters.dk. Til sammenligning var der omkring 2.000 sugarbabes.

På hjemmesiden Sugardaters.dk kan såkaldte boytoys eller sugarbabes date mere velhavende kvinder og mænd - sugardaddies eller sugarmamas -  der, som hjemmesiden beskriver det,  sørger for, at de ikke mangler noget på det materielle plan.

Det har været heftigt debatteret, om sugardating er gråzone-prostitution, der kan have konsekvenser på sigt.

Men fyrene ved måske i højere grad end kvinderne, hvad det er, de går ind til, siger lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes.

- Den type relationer har en lang eller længere historie, end den har blandt kvinder. Hele traditionen med det, man kaldte trækkerdrenge i sin tid, var jo ikke kun mænd, som var prostituerede. Mange havde også forhold med ældre, velhavende mænd, som blev mere personlige og mere intime, siger han.

Konsekvenser uanset køn

Uanset om det er yngre fyre eller kvinder, der sugardater, så kan konceptet medføre, at nogle unge får overskredet deres grænser, mener Reden, der er et opholdssted for kvinder, der sælger sex.

P1 Dokumentar

Hør hele dokumentaren 'Boytoy søger sugardaddy' her eller på P1 kl. 13.

- Jeg tror i hvert fald, man skal være klar over, at det for nogen kan være et problem, hvis man gør noget, ikke fordi man har lyst, men fordi man skal opnå et privat økonomisk niveau, siger Charlotte Fuglsang, der er forstander hos Reden København.

Men det er slet ikke det, sugardating handler om, lyder det fra Sugardaters.dk, der kalder sugardating for et "gentleman-forhold". Tidligere kunne boytoys og sugarbabes angive, hvor højt et beløb, de ønskede at blive forkælet for. Den feature har hjemmesiden nu fjernet.

- Der blev alt for meget fokus på, at det netop bare handlede om penge for selskab eller i sidste ende sex. Det er fint nok at give gaver og forkæle økonomisk, men det skal bare ikke være det primære, siger stifter og partner i Sugardaters.dk, Rasmus Hjulgaard.