Sundhedsminister indkaldt til samråd om hospitalstravlhed igen, igen

SF vil have Ellen Trane Nørby i samråd om Arbejdstilsynets mange påbud til hospitalerne.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i endnu et samråd om travlhed på hospitalerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I dag skal sundhedsminister Ellen Trane Nørby i samråd, for at svare på spørgsmål om overbelægning på hospitalerne.

Men allerede inden ministeren og sundhedsordfører fra oppositionen har sat sig til bords, er Ellen Trane Nørby blevet indkaldt til endnu et samråd om travlhed og pres på hospitalsafdelingerne. Det er tredje gang siden 26. april, at ministeren er kaldt i samråd, der omhandler travlhed på hospitalerne.

Indkaldelsen til det nye samråd sker i kølvandet på, at DR i dag har fortalt, at Arbejdstilsynet allerede har givet flere påbud til hospitalerne, end det gjorde i hele sidste år.

- Det vidner jo om, at problemerne med stress og forhøjet arbejdstempo på sygehusene det bliver ved, siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF.

Det er hende, der nu vil have sundhedsministeren i endnu et samråd.

- Lige nu overvejer jeg faktisk, om beskæftigelsesministeren skal med en tur, siger hun.

- For man kunne også stille sig selv det spørgsmål, om arbejdstilsynet skulle have beføjelser til at udstede påbud, der betød, at man var tvunget til at ansætte personale nok, for det sker åbenbart ikke, for ellers ville vi ikke blive ved at se de her eksempler, siger sundhedsordføreren for SF

Arbejdstilsynet har givet 10 påbud til hospitalsafdelinger i år. Det optager også Socialdemokratiet, som kræver en redegørelse fra Sundhedsministeren for at få et klart billede af situationen, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

- Men også, hvad agter regeringen at gøre fremover, for vi bliver nødt til at skal have handlet på det her. Det her går simpelthen udover patienter og medarbejdere i hverdagen, siger han.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er træt af oppositionens ageren i forbindelse med problemerne med overbelægning og travlhed på hospitalerne.

- Jeg synes hellere, at SF og S skulle bidrage konstruktivt med løsninger end bare åndsløst at kalde til samråd. Deres eneste løsningsforslag lige nu er jo samråd, også selv om vi i år har haft et usædvanligt højt antal influenzasmittede, der har presset sygehusene, siger hun.

- Bortset fra det, så er vi politisk fuldstændigt enige om, at det er helt uacceptabelt, at vi stadig ser så stort omfang af overbelægning på sygehusafdelinger flere steder i landet, siger sundhedsministeren.

Regionerne har netop fået tilført en milliard kroner til drift af det danske sundhedsvæsen, og regeringen har tilbage i 2016 sat 415 millioner kroner af til den såkaldte akutpakke, der skal hjælpe til at komme overbelægning og det medfølgende forhøjede arbejdspres for sundhedspersonalet til livs. Ved sidste finanslovsforhandling afsatte regeringen også 2 milliarder kroner til sundhedsområdet. Men det er ikke nok, mener Kirsten Normann Andersen fra SF.

- Vi hører om milliarder, men vi ser ikke resultaterne, siger hun.

- Så en ting er de tal, ministeren disker op med den ene gang efter den anden. Noget andet er virkeligheden, siger Kirsten Normann Andersen.

Kirsten Normann Andersen ser ikke de mange samråd som politisk drilleri.

- Jeg har faktisk tænkt mig at blive ved med at stille de her spørgsmål indtil problemet, det er løst, siger hun.

Ellen Trane Nørbys citat er tilføjet klokken 15:46

Facebook
Twitter