Sundhedsministeren om forskningsprojekt med blodprøver fra gravide: Vi kan simpelthen ikke holde til sådanne sager

Heunicke kunne på et samråd ikke svare på, hvad der er sket med blodprøver sendt til USA.

Sundhedsministeren kan ikke give svar på, hvad der er sket med blodprøver sendt til USA.

Der var skarp kritik fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) mod Statens Serum Institut (SSI) på et samråd i Folketingets sundhedsudvalg i eftermiddag.

Ministeren skulle svare på spørgsmål om et omstridt forskningsprojekt på SSI, hvor blodprøver fra 172 danske gravide blev sendt til USA i strid med datareglerne.

Men selvom Magnus Heunicke lovede, at der vil blive bragt orden i sagen, så kunne han ikke gøre rede for, hvad der præcis er sket med kvindernes blodprøver, efter at de blev sendt til analyse på Stanford Universitet.

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige "bare rolig". De er ikke kommet videre. Men jeg er nødt til at være fuldstændig klar over, hvad har vi af bevis for, at det er sådan det hænger sammen, og hvordan det kan dokumenteres over for Folketinget. Det tror jeg vil være meget, meget afgørende, sagde sundheds- og ældreministeren.

Statens Serum Instituts nye direktør, Henrik Ullum, har ellers i et brev til forskningsdeltagerne forsikret dem om, at deres blodprøver aldrig har befundet sig andre steder, end på Statens Serum Institut og hos Stanford Universitet.

Men det turde Magnus Heunicke altså ikke garantere over for Folketingets sundhedsudvalg. Han lovede at undersøge sagen og vende tilbage med et skriftligt svar.

Regler skal overholdes

Sundhedsministeren fremhævede på samrådet, at flere love og regler er blevet overtrådt i sagen, også i forhold til de økonomiske interesser.

Som DR har afdækket, så har fund i de danske kvinders blod været afgørende for opfindelsen af ny blodprøvetest. Blandt dem, der kan tjene penge på opfindelsen, er et center stiftet af Facebooks ejer Mark Zuckerberg og et privat amerikansk biotek-firma.

Nu skal der styr på, at alle regler bliver overholdt, lød det fra ministeren.

- Det er helt afgørende, at der bliver rettet op og ryddet op, sagde Magnus Heunicke.

- Vi kan simpelthen ikke holde til sådan nogle sager.

En af forskningsdeltagerne, Mie Clemens, der gennem to graviditeter afgav blodprøver til forskningsprojektet fulgte samrådet. Og bagefter følte hun sig overordnet tilfreds.

Mie Clemens er en af de kvinder, der som gravid afgav blodprøver til forskningsprojektet på Statens Serum Institut. I dag fulgte hun med på sin computer, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var i samråd om sagen. (Foto: Dr)

- Men jeg står da også stadig tilbage med nogle spørgsmål. Det gør vi alle, også Magnus Heunicke, for som han siger: jamen, hvor er vores materiale nu. At få det helt på plads, hvor det befinder sig nu, siger Mie Clemens.

Hun ser nu frem til, at et møde, som Magnus Heunicke ville bede Statens Serum Institut sætte op med forskningsdeltagerne, bliver til noget.

Sundhedsministeren lagde efter samrådet ikke skjul på, at han ser med stor alvor på sagen.

SSI's formodning

DR har tidligere søgt aktindsigt i SSI’s dokumentation for, at blodprøver og andre sundhedsoplysninger fra de 172 kvinder aldrig har befundet sig andre steder end på SSI og Stanford Universitet, sådan som SSI har skrevet til kvinderne.

SSI har i sit svar til DR ikke fremlagt nogen dokumentation, men skriver at SSI har indgået en såkaldt kommissionsaftale med Stanford Universitet. Aftalen forpligter universitetet til at bede om tilladelse fra SSI, hvis de vil give data videre til andre. Det har universitetet ikke gjort, skriver SSI i brevet til DR. Og SSI har ikke ”formodning om, at Stanford University skulle have brudt sine forpligtelser, hvorfor hverken biologisk materiale eller personhenførbare data bør befinde sig andre steder end på Stanford University”.

Statens Serum Institut har sendt blodprøver fra gravide kvinder til USA siden 2014. Men først i 2018 indgik SSI den aftale, instituttet henviser til i sin forklaring. Det fremgår af aftaledokumenterne, som DR tidligere har fået aktindsigt i.

Statens Serum Institut beklager, at de ikke har været forskningsdeltagernes tillid værdig. SSI har trods flere forespørgsler fra DR ikke ønsket at stille op til interview om sagen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter