Sundhedsøkonom om ny opgørelse fra Region Midtjylland: 'Har aldrig set noget lignende'

Der er så meget pres på hospitalerne, at det kan være decideret livstruende for patienterne, viser ny opgørelse.

Aarhus Universitetshospital er et af de steder, hvor det står allerværst til. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Sundhedsøkonom Jes Søgaard har tygget sig igennem 61 tætskrevne sider, der beskriver situationen på seks regionshospitaler i Region Midtjylland.

Og han har aldrig læst noget lignende. I hvert fald ikke for et udviklet land som Danmark.

- Vi vidste, at det var slemt i Danmark, og vi vidste, at det måske var lidt værre i Region Midtjylland, fordi de har nogle strukturelle udfordringer.

- Men at det stod så slemt til, har jeg aldrig kunnet forestille mig, siger Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Regionspolitikerne i Midtjylland besluttede i kølvandet på kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital, at de hvert halve år vil have indberetninger fra alle regionens hospitaler.

Det er den opgørelse, der nu er blevet offentliggjort.

Og i en lang række indberetninger fra hospitalsafdelinger i regionen fremgår det, at der er så meget pres på, at det anses for at være decideret livstruende eller at kunne gå ud over patienters førlighed.

Livstruende for patienterne

På ni ud af ti afdelinger har man alvorlige kapacitetsudfordringer - typisk på grund af personalemangel.

Og det er "meget, meget alvorligt", mener Jes Søgaard. Især når det gælder de afdelinger på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet i Gødstrup, hvor man behandler meget alvorlige sygdomme.

- Der er konsekvenserne af det her livstruende for patienterne. Det skriver de dygtige cheflæger, der står bag rapporterne og de ved, hvad de snakker om, siger Jes Søgaard.

Pressede hospitaler skal spare på personale

Alt imens hospitalerne kæmper med personalemangel, som kan være livstruende for patienterne, står de over for at skulle skære endnu mere ned på personale.

I Region Midtjylland har de også større økonomiske problemer end først antaget, og siden slutningen af maj er budgetoverskridelserne steget med cirka 120 millioner kroner.

Derfor har regionsrådsformand Anders Kühnau (S) nu bedt Region Midtjyllands direktion undersøge mulighederne for ansættelsesstop, stop for brug af vikarer og stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde.

- Det illustrerer det absurde i den situation, som det danske hospitalsvæsen står i lige nu. Man mangler personale og har økonomiproblemer. Og for at løse økonomiproblemerne afskediger man personale, siger Jes Søgaard.

- Så gør man bare problemet endnu større for patienterne.

'Et landsdækkende problem'

Da Jes Søgaard læste rapporten fra Region Midtjylland, tænkte han "jeg håber ikke, jeg får en livstruende sygdom, som jeg skal indlægges for på et af de her hospitaler”.

Og han mener, at man som patient kan have grund til at være bekymret.

- Det stiller os patienter i en ret dårlig situation. Vi betaler faktisk en ret høj skat i det her land og burde have krav på en bedre behandling end det, vi får.

- Nu er det dokumenteret for Region Midtjylland, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis står meget bedre til i de fire andre regioner, siger han.

Det samme mener Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for patient- og pårørendeforeninger i Danmark.

- Vi har set tal fra andre regioner, der vidner om lange udredningstider og behandlingstider. Det her er landsdækkende, og derfor er det et problem, som regeringen og regionerne nu skal løse sammen, siger han.

- Det er dybt bekymrende, at vi har et sundhedsvæsen, hvor man som patient ikke kan blive udredt og behandlet til tiden, siger Morten Freil.