Sundhedsstyrelsen: Bliv hjemme, hvis du har været i coronazone

Sundhedsstyrelsen kommer nu med en ny anbefaling til folk, der har været ude at rejse.

Sundhedsstyrelsen er kommet med en ny anbefaling. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Alle, der har været i særlige risikoområder, bør blive hjemme i 14 dage.

Det gælder blandt andet Norditalien, som er et populært rejsemål.

- Vi opfordrer arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner til at bakke op om vores anbefalinger, så vi kan forebygge smittespredning i samfundet, siger Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.

Han understreger, at borgerne skal være opmærksom på symptomer som feber, hoste eller åndenød. Hvis man bliver syg, skal man ringe til lægen og ikke sætte sig i venteværelset uden aftale.

De særlige risikooområder tæller Kina, Sydkorea, Iran og den nordlige del af Italien.

For kort tid siden er det kommet frem, at alt sundhedspersonale, der har været i områderne, skal i karantæne. For almindelige borgere er dog imidlertid tale om en anbefaling.

Erhvervsminister: Lad ansatte blive hjemme

Regeringen opfordrer desuden danske virksomheder til at udbetale løn til de medarbejdere, der bliver hjemme på grund af risiko for smitte med coronavirus.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen her til aften har opfordret danskere, der har rejst i særlige risikoområder, til at blive væk fra arbejde og skole i 14 dage.

- Regeringen tager situationen meget alvorligt og følger naturligvis udviklingen time for time. Vi er i tæt dialog med myndigheder, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter. Og vi holder et vågent øje med, hvad det kan få af betydning for dansk erhvervsliv og dansk økonomi, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.