Sundhedsstyrelsen: Ebola-risiko stiger i Danmark

Risikoen for et dansk ebola-tilfælde bliver større og større, erkender Sundshedsstyrelsen.

Her ses en beredskabsøvelse på Hvidovre Hospital, der sammen med Skejby skal behandle eventuelle ebola-patienter i Danmark. (© Hvidovre Hospital)

Risikoen for, at en dansker bliver smittet med den frygtede sygdom ebola er blevet større.

Sådan ser Sundhedsstyrelsens administrerende direktør, Else Smith, de danske perspektiver for ebola-udbruddet i Afrika.

- I takt med, at Danmark sender mere sundhedspersonale til Vestafrika, og vi ser, at situationen i Vestafrika er voldsom, så vokser risikoen for, at en dansker kan blive smittet, siger Else Smith.

Udmeldingen kommer i forlængelse af, at det danske bidrag til kampen mod ebola forstærkes med blandt andet mere sundhedspersonale, der skal sendes af sted til de ramte områder.

- Ingen risiko for epidemi

Men selv om vi skal vænne os til tanken om et muligt dansk ebola-tilfælde, maner Sundhedsstyrelsens administrerende direktør samtidig til besindighed.

Risikoen for, at sygdommen vil komme ud af de danske myndigheders kontrol, er nærmest forsvindende lille, forklarer Else Smith.

- Der er ikke risiko for en epidemi i Danmark. Det kan man slet ikke forestille sig med vores sundhedsvæsen og vores viden, siger hun.

I tre tilfælde har myndighederne mistænkt personer i Danmark for at være smittet med ebola, men det har hver gang vist sig at være falsk alarm.