Sundhedsstyrelsen efter mæslingeudbrud: Se at få børnene vaccineret

Hvis risikoen for mæslingeudbrud i Danmark skal udryddes, skal danskerne være bedre til at vaccinere deres børn.

Mæslinger kan give udslæt, der ligner lyserøde pletter, samt betændelse i hjernen, leveren og bugspytkirtlen og infektion af fosteret ved graviditet. (Foto: Sabrina Uldbæk Skjødt Web og Mobil)

Mæslingeudbruddene i Europa kan være en påmindelse til danske forældre, der skulle have glemt at få deres børn vaccineret.

Det siger Bolette Søborg, overlæge hos Sundhedstyrelsen, efter at den internationale sundhedsorganisation WHO opfordrer deres medlemslandes sundhedsmyndigheder til at maksimere vaccineindsatsen.

WHO anbefaler, at 95 procent af befolkningen er vaccineret, og der kan Danmark ikke helt være med.

Adspurgt hvordan de danske sundhedsmyndigheder vil sikre, at antallet af mæslingevaccinerede øges, svarer Bolette Søborg:

- Mæslingevaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet, og det her udbrud skal ses som en opfordring til forældre om, at hvis de har glemt eller udskudt vaccinen, er det på tide at få det gjort, siger hun.

Bolette Søborg henviser til en tidligere undersøgelse fra SSI, Statens Serum Institut, der viser, at langt de fleste forældre, hvis børn ikke er vaccineret, blot har glemt det.

Det er blandt andet Rumænien, Italien, Belgien og Frankrig, som er ramt af mæslingeudbrud. I Rumænien står det værst til. Siden januar 2016 er mere end 3.400 tilfælde rapporteret, og 17 er døde.

Danmark lever ikke op til WHO-anbefalinger

Hvis risikoen for mæslingeudbrud skal udryddes, skal mindst 95 procent modtage to MFR-vacciner - som mæslingevaccinen indeholder - i børnevaccinationsprogrammet. Ifølge Statens Serum Institut får omkring 90 procent det første stik mod mæslinger, mens det kun er cirka 87 procent, der får andet stik.

Børneordfører Laura Lindahl fra Liberal Alliance har foreslået at udelukke ikke-vaccinerede børn fra institutioner. Bolette Søborg vil ikke kommentere forslaget, men siger:

- Vi kan kun sige, at alle vacciner i børnevaccinationsprogrammet i Danmark er et tilbud, og det er frivilligt, om man vil tage imod det.

Håb for udryddelse

For at øge vaccinedækningen har sundhedmyndighederne indført en reminder-ordning i maj 2014, hvor forældre til børn, der mangler mindst én børnevaccine, får tilsendt et brev med oplysning om dette. Tiltaget lader til at virke.

Sundhedstyrelsen gør ikke noget nyt for at imødekomme WHO's anbefalinger. Bolette Søborg peger på, at sundhedsplejersker og læger allerede oplyser om børnevaccinationsprogrammet. Derudover bør man ifølge styrelsen overveje, om man inden udenlandsrejser har behov for en eventuel vaccine til ikke-vaccinerede voksne. De seneste tilfælde af mæslinger i Danmark har været importeret.

- Vores kolleger gør allerede en stor indsats for at opfordre til vaccine. Og i denne her situation, hvor det vil være friskt i folks erindring, vil der være endnu større mulighed for, at folk handler på de opfordringer, de får fra sundhedspersonalet, siger Bolette Søborg.

Hun mener, der er håb for, at Danmark når de 95 procent, som WHO anbefaler.

Facebook
Twitter