Sundhedsstyrelsen erkender forkert oplysning fra Brostrøm i sag om underdosering

Der var forskel på, hvordan forsøgspersoner reagerede på forskellige doser coronavaccine, medgiver Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har sagt, at forsøgspersonerne i de indledende forsøg reagerede ens på forskellige doser corona-vaccine. Men det er ikke korrekt, medgiver styrelsen nu. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Sundhedsstyrelsen ændrer nu forklaring i sagen om underdosering af coronavaccciner.

DR afslørede sidste søndag, at flere millioner danskere er blevet underdoseret med Pfizer-BioNTechs corona-vaccine med omkring ti procent.

Underdoseringen er sket, fordi Sundhedsstyrelsen gennem et år anbefalede vaccinationsstederne at trække syv doser vaccine op af hvert glas, i stedet for de seks, som de er godkendt til. Det viser interne dokumenter fra myndighederne og en test, Teknologisk Institut har lavet for DR.

Brostrøm afviste betydning af dosis

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har flere gange afvist, at der er sket systematisk underdosering.

Og i en pressemeddelelse, som blev sendt ud dagen efter DR's afsløring, forklarede Søren Brostrøm desuden, at de indledende videnskabelige forsøg med Pfizer-BioNTechs vaccine viser, at "selv større afvigelse i dosering ikke har biologisk betydning”.

- I indledende videnskabelige studier sås faktisk samme niveau af antistofrespons ved 20 mikrogram og 30 mikrogram (0,3 ml, red.), siger Søren Brostrøm i pressemeddelelsen.

Men den udlægning er flere eksperter, der har gennemgået de indledende videnskabelige studier, uenige i.

Eksperter går i rette med styrelsens direktør

Ole Frilev Olesen er adjungeret professor ved Københavns Universitet og direktør for organisationen The European Vaccine Initiative, der forsker i vacciner. Han påpeger, at de indledende studier som altid er små og med meget få deltagere.

- Alligevel er der en klar tendens mod, at højere dosis til ældre giver bedre beskyttelse. Forskellen er ikke, hvad man vil kalde statistisk signifikant, men stor nok til, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, gør opmærksom på det, siger Ole Frilev Olesen.

Han tilføjer:

- Og det kan altså betyde noget for, om personer med særlig svagt immunsystem overhovedet bliver beskyttet.

Professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet er enig i, at studierne viser en tendens til, at 30 mikrogram giver højere respons hos ældre end 20 mikrogram.

- Det støtter min bekymring for, at man ikke kan udelukke, at en reduktion i dosis kan betyde noget for, hvordan visse subgrupper er beskyttet. Men det er ikke noget, som fremgår af studierne, siger Allan Randrup Thomsen.

Han peger også på, at Pfizer-BioNTech selv anfører, at 30 mikrogram var den optimale dosis.

- Så hvis man tager de meget kritiske briller på, kan man sige, at Sundhedsstyrelsen med sin udtalelse tilsidesætter firmaets egen konklusion, siger Allan Randrup Thomsen.

Ny forklaring fra Sundhedsstyrelsen

Efter at DR har forelagt eksperternes kritik for Sundhedsstyrelsen, er styrelsen kommet med en ny vurdering.

Styrelsen skriver nu i en mail til DR, at de indledende vaccinestudier viser, der er en forskel mellem de to doser:

- Vi er helt enige i, at der er et lidt lavere respons – det I kalder en tendens - hos de ældste med den lavere dosering på 20 mikrogram – og det var jo nok medvirkende til, at Pfizer valgte at gå videre med 30 mikrogram og ikke 20 mikrogram i det videre godkendelsesstudie.

Sundhedsstyrelsen forklarer ikke i sit svar til DR, hvorfor Søren Brostrøm i pressemeddelelsen sagde, at der sås samme niveau af antistofrespons i studierne. Men styrelsen skriver om baggrunden for hans udtalelse:

- Søren Brostrøm forsøger at forklare, at der selv med en lavere dosis end den godkendte er et fint immunrespons, hvilket støtter, at der ikke er grund til at bekymre sig over en mindre variation – for eksempel en anelse mere eller mindre i forhold til den godkendte dosis.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om at trække en ekstra dosis coronavaccine op af hvert hætteglas fra Pfizer-BioNTech blev udsendt i maj 2021, da der var mangel på vacciner. Få måneder efter var der rigeligt med vacciner i Danmark. Alligevel blev anbefalingen, der har ført til underdosering, fastholdt frem til maj 2022. Det er blevet kritiseret af flere eksperter. Læs mere her.