Sundhedsstyrelsen: Gravide bør tage stikket mod influenza

Blot hver tiende gravide siger ja til en influenzavaccine i Danmark. Det bekymrer Sundhedsstyrelsen.

Kun få gravide vælger at lade sig vaccinere mod influenza. (Foto: christgr © Stock exchange)

Mange gravide kvinder i Danmark tør ikke få stikket, der kan beskytte dem mod influenza.

Kun hver tiende siger ja tak til en influenzavaccination, mens de venter sig, selvom de er gravide i influenzasæsonen i vintermånederne.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen på baggrund af et studie foretaget i samarbejde med hjemmesiden Min-Mave.

Frygter bivirkninger

Cirka halvdelen af de gravide fravælger vaccinen, fordi de er bange for fosterskader, siger Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Men der er intet at frygte, understreger han:

- Vaccinen er meget effektiv, og den er sikker også for gravide.

Derudover er der den bonus ved vaccinen, at den også beskytter barnet mod influenza i den første tid.

Farligt at sige nej

De få bivirkninger, man kan få, vil nemlig ikke påvirke fosteret.

- Bivirkningerne er først og fremmest rødme, hævelse og ømhed på indstikstedet, og vi ved fra meget store opgørelser, at vaccinen er sikker, siger Søren Brostrøm.

Til gengæld kan influenzaen have langt mere alvorlige konsekvenser end en uge under dynen:

- Hvis gravide bliver syge med influenza kan de blive mere syge end andre, og der kan være en risiko for at føde for tidligt. Og der kan være risiko for, at fosteret har for lav fødselsvægt, siger enhedschefen.

Gratis vaccine

Sundhedsstyrelsen tilbyder nu en gratis vaccine til vordende mødre. Tilbuddet er til gravide efter 12. uge, og tilbuddet gælder indtil 1. marts næste år.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccinen til gravide, der er i 12. uge eller derover, i perioden mellem 1. oktober og 1. marts, hvor der er influenzasæson.

Derimod kan gravide, der er mellem uge 12 og uge 40, uden for influenzasæsonen godt undlade at få vaccinen.

Facebook
Twitter