Sundhedsstyrelsen: Lad bare dit barn lege med vennerne - men pas på børneværelset

Direktør opfordrer til, at legen for eksempel kan ske udenfor.

Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, opfordrer til, at man stadig lader sine børn lege med andre børn. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Det er gået de færrestes næse forbi, at det danske samfund er i alarmberedskab på grund af coronavirusset, der for alvor har fået tag i Danmark de seneste dage.

Flere hundredtusinder af ansatte er sendt hjem, og man opfordres til ikke at bruge den offentlige trafik i

myldretiden
.

Den forværrede situation, hvor der lige nu er 674 smittede, får ganske givet forældre til at spørge sig selv:

Hvordan beskytter jeg bedst mit barn, og skal jeg lade mit barn blive hjemme sådan, at andre børn ikke smitter mit dyrebareste?

Hos

Sundhedsstyrelsen
maner direktør Søren Brostrøm dog til besindighed. Du kan sagtens sende dine børn afsted for at besøge deres bedste legekammerat.

- Heldigvis er børn ikke nogen særlig risikogruppe, så derfor er børn ikke særlige smittebærere. Så man skal ikke være bekymret for, at børnene leger med hinanden. Raske børn skal lege med raske børn. Hvis dit barn er snottet, så skal man holde barnet hjemme, lige som man skal være hjemme, når man er forkølet, siger han.

Se hele interviewet med Søren Brostrøm, hvor han fortæller, hvordan man skal agere som forældre i forhold til sine børn.

Er der noget i forhold til antallet af børn, der maksimalt bør lege sammen?

- Nej, vores generelle anbefalinger er, at jo mindre forsamlinger jo bedre. Og så er det bedre at være udendørs. Og man skal holde afstand - minimum en meter - og have god hygiejne. De

retningslinjer
gælder også raske børn, siger Søren Brostrøm.

Er ikke frygteligt bekymret for raske børn

Nu siger du, at man skal holde en meters afstand. Børn holder jo ikke en meters afstand, når de leger sammen?

- Nej, og heldigvis er raske børn ikke nogen særlige risikogruppe. Derfor er jeg ikke så frygtelig bekymret for raske børn. Man skal ikke holde en masse raske børn inde i små lokaler i længere tid, og man skal i hvert fald være opmærksom på, hvis der er voksne eller børn, som udviser symptomer. Så skal man holde afstand, siger direktøren i

Sundhedsstyrelsen
.

Hvis de leger sammen på et børneværelse, så er de vel netop sammen i et lille lokale i længere tid?

- Ja, men de skal nok heller ikke lege derinde i flere timer. Det er ikke sådan, at der findes en manual på præcis, hvordan det skal være. Vi har nogle generelle sundhedsfaglige råd til, hvordan man skal omgås.