Sundhedsstyrelsen skærper beredskabet: Seks hospitaler kan behandle coronasmittede

Desuden vurderer styrelsen nu, at der er 'moderat' risiko for, at det nye coronavirus kommer til Danmark.

Hvidovre Hospital har indtil nu været et ud af to hospitaler, som har kunnet tage imod personer, som er mistænkt for at være smittet med coronavirus. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Sundhedsstyrelsen skærper nu sit coronaberedskab, så i alt seks hospitaler kan tage imod personer, hvor man mistænker, at de kan være smittede med det nye coronavirus - covid-19.

Før i dag har det kun været i Aarhus og i Hvidovre, at man har været i stand til at behandle smittede personer.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

De seks sygehuse, der skal tage imod smittede med coronavirus, er Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital (Skejby), Aalborg Universitetshospital (Syd), Sjællands Universitetshospital (Roskilde), Odense Universitetshospital (Odense).

Desuden skal man nu kunne teste prøver lokalt i stedet for at sende dem til Statens Serum Institut i København.

Som en sidste opdatering vurderer de danske myndigheder nu, at der er en 'moderat' risiko for, at coronavirusset til Danmark. Indtil nu har der været en 'lav' risiko.

Baggrunden for at hæve beredskabet og risikovurderingen er, at man den seneste uge har set et stigende antal tilfælde af covid-19 i lande udenfor Kina, herunder adskillige tilfælde i Sydkorea, Iran, Japan og Italien.

Direktør: Vi har et godt beredskab

Mange smittede i for eksempel Italien har ikke været i Kina, og samtidig er der set hurtig smittespredning i Italien.

Det tyder på, at coronavirusset potentielt kan sprede sig hurtigt -- også i Europa, vurderer styrelsen.

- Vores strategi er fortsat at inddæmme smitten, som vi gør ved hurtigt at diagnosticere COVID-19 og behandle under isolation, samtidig med at vi vil sætte alle kræfter ind for at opspore og håndtere personer, der har haft tæt kontakt med de smittede, så de kan gå i karantæne, siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

- Vi har et rigtig godt beredskab i Danmark, og det inddrager vi nu i endnu højere grad, så flere sygehuse og afdelinger deltager i det. Derfor har de fået retningslinjer, så de er forberedte på opgaven, siger han videre.

Coronavirusset har globalt set kostet flere end 2.600 personer livet - langt de fleste fra Kina. Desuden er over 80.000 smittet.

Ingen danskere er blevet konstateret smittet, selv om der flere gange har været mistanke om dette.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk