Sundhedsstyrelsen vil have 90 procent coronavaccineret: Slutspurten bliver hård

Vaccineudrulningen er mere eller mindre gået i stå, siger lektor.

Den danske vaccinationsindsats mod coronavirus er ved at miste pusten.

Midt i juni var vi oppe på mellem 50.000 og 60.000 påbegyndte vaccinationer om dagen. Nu gives der mellem 4.000 og 6.000 stik med første dosis af coronavaccinen hver dag.

Derfor er det er begrænset, hvor meget mere der er at hente i vaccinationsindsatsen, konkluderer Viggo Andreasen, der er lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi.

- Vi er nået så langt, som vi kan ved hjælp af vacciner. Vaccineudrulningen er mere eller mindre gået i stå, og spørgsmålet er, hvad kan man så gøre for at komme videre med corona, så vi ikke på ubestemt tid skal leve med restriktioner i samfundet, siger han.

Og skulle han selv svare på det spørgsmål, ville han svare, at man skulle lade smitten rulle.

- Det, der ligger lige for her, er at sige, at vi opgiver restriktionerne, og så må coronaen sprede sig, som den nu bedst kan, siger Viggo Andreasen.

Lige nu er der cirka 1,4 millioner borgere i Danmark, der hverken er færdigvaccineret eller i gang med at blive vaccineret. Enten fordi de er under 12 år og dermed ikke bliver tilbudt vaccinen, eller også fordi de ikke har taget imod tilbuddet.

Immunitet efter smitte

Holder politikerne fast i kursen mod det helt åbne samfund uden restriktioner, vil omkring halvdelen af den gruppe blive smittet i løbet af det næste halve år, vurderer Viggo Andreasen.

- Når nu epidemien løber, så får de immunitet af den naturlige vej - altså ved at de bliver smittet. Så reelt er planen, at i løbet af efteråret her, der vil en stor del af de uvaccinerede blive smittet og opnå immunitet af den vej, og så vil coronaepidemien i hvert fald i første omgang dø ud.

Men vil epidemien ikke få det ret svært, når der er så mange vaccinerede, fordi der må trods alt være ret langt imellem de uvaccinerede?

- Jo, hvis det var sådan, at de vaccinerede og de uvaccinerede blandede sig jævnt med hinanden, så ville corona faktisk have ret svært ved at sprede sig, siger Viggo Andreasen.

Men det gør de ikke. Rent geografisk er der steder i landet, hvor vaccinedækningen er lavere end andre steder, mens andelen af yngre, der er vaccineret også er mindre end hos de ældre. Børn under 12 år har slet ikke mulighed for at få vaccinen, så der vil virus have let ved at spredes.

Statsminister Mette Frederiksen opfordrer til, at de der endnu ikke er vaccineret, kommer ned og får et stik inden efteråret sætter ind. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Mangler 240.000 personer

På et pressemøde mandag kom statsminister Mette Frederiksen (S) med en appel til de danskere, som ikke er blevet vaccineret mod coronavirus. En særlig appel var henvendt til danskere under 40 år.

- I Danmark er det frivilligt, om man ruller ærmet op og får nålen i skulderen, men jeg vil gerne sige meget direkte til jer, der ikke er blevet vaccineret. I løber lige nu en større risiko end på noget andet tidspunkt for at blive smittet med corona. Og I risikerer også med det, at I måske uforvarent giver smitten videre til et andet menneske.

Det er Sundhedsstyrelsens mål, at 90 procent af de danskere, der kan vaccineres, er vaccineret inden 1. oktober.

Og der er stadig et stykke vej, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Vi har brug for at komme 240.000 flere personer ind i vores vaccinationsprogram, så kom og hjælp dig selv og samfundet med at holde Danmark åbent, sagde han.

Hård slutspurt

pressemødet fik også direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm ordet. Han appellerede til, at de sidste tog imod invitationen til vaccination.

Det gælder især i områder, hvor man bor mange på lidt plads, og hvor der er en høj andel af beboere med minoritetsbaggrund, sagde han.

- Det er i de samme områder, som vi under epidemien også desværre har se rigtig meget smitte. I de områder er det stadig cirka en tredjedel af de inviterede, der ikke har taget imod invitationen. I resten af Danmark er det kun halvt så mange.

- Vi har alle sammen et ansvar. Virus er farveblind, og alle kan blive smittet.

Nu skal alle kræfter sættes ind for at få de sidste med, siger Søren Brostrøm.

- Der er ingen tvil om, at den her slutspurt, den bliver lidt hård.

Sundhedsministeriet sendte under pressemødet en pressemeddelse ud, hvor det fremgår, at fem initiativer skal hjælp med at nå de 90 procent.

Myndighederne blev også spurgt, om man overvejer at tilbyde vaccination på folkeskolerne.

- Det har vi overvejet, lød det fra Søren Brostrøm.

Lige nu har 84,9 procent af de inviterede fået første stik, mens 78,3 procent er færdigvaccineret.

Antallet af indlagte stiger i disse dage og er nu oppe på 131 patienter.

Antallet af nye indlæggelser er steget fra 4-5 nye indlæggelser om dagen sidst i juli til op mod 35 nye indlæggelser om dagen her sidst i august.

Facebook
Twitter