Superafgrøden quinoa trodser den danske sommertørke

Mens mange landmænd slås med at holde afgrøderne i live, går det langt bedre for quinoa med at udholde den danske sol.

Hans Peter Rasmussen ser frem til at høste sine 12,5 hektar med quinoa. (arkivfoto) (© dr)

Der er en grund til, at Folkekirkens Nødhjælp for nogle år siden valgte at eksperimentere med afgrøden quinoa i Etiopien som et middel til at undgå sult i et klima, hvor høsten ofte slår fejl.

Planten, der oprindelig blev dyrket i Andesbjergene i Sydamerika, kan nemlig klare lidt af hvert. Ikke mindst tørke.

Det nyder man i særdeleshed godt af blandt de 19 landmænd på Lolland og på Falster, der sammen udgør fortroppen i dansk quinoa-dyrkning.

- Lige nu ser det rigtig godt ud, siger Søren Jespersen med tanke på de 19 hektar af afgrøden, der står på Krenkerup Gods’ jord.

- Tørken har ikke sat dybe spor, hvad quinoaen angår. Alt andet er frygteligt ramt af tørken, siger han om de marker med græsfrø, byg, hvede, roer, raps og meget andet, som godset råder over.

Ser lovende ud

Samme positive melding lyder fra landmand Hans Peter Rasmussen, der fortæller, at han netop er på vej ud til sine 12,5 hektar med quinoa for at se, om de er ved at være klar til høstning.

- Det ser meget lovende ud, og den har klaret tørken utrolig godt. Det er en spændende afgrøde, og det er fint at have noget, som kan tåle tørke, så man kan sprede risikoen lidt ved at få noget ind, der kan tåle mere, siger han.

Selvom quinoa har vist sig som en robust afgrøde, der ikke lader sig slå ned af det danske sommervejr, uanset hvilken forklædning det dukker op i, så har den enkelte svagheder.

Kan ikke tåle kemi

Den kan stort set ikke tåle kemi i nogen former, og det besværliggør kampen mod ukrudtet på de marker, hvor den står. De kræver en behandling, som den de økologiske marker får.

Og så kan kombinationen af hård blæst og masser af regn godt overmande det, forklarer Søren Jespersen fra Krenkerup Gods.

- Kommer der en regnstorm, så knækker de. De er tunge i toppen, og selvom de er forholdsvis tykke, så er de skøre i stænglen. Rigtig mange af dem knækkede sidste år.

Han er derfor som enhver snusfornuftig landmand, der er afhængig af vejrets luner, påpasselig med at sælge kornet, før høsten er i hus.

- Nu må vi se, hvad der sker, siger han.

Afhænger af prisen

Ligesom Hans Peter Rasmussen er han heller ikke afvisende over for ideen om at udvide det område, der lægger jord til quinoadyrkningen.

Det afhænger fuldstændig af den pris, de kan afsætte det til, når høsten er i hus, for quinoa kan være nok så resistent over for en knastør dansk sommer. Hvis det ikke kan omsættes i kroner og øre, kan det være det samme.

- Vi har det på tredje år, og selvom det har været dyrket rundt om i landet i flere år, så har det været med beskedent udbytte, så det er stadig for tidligt at sige, hvad man kan forvente som gennemsnitspris. Men det ser da lovende ud, siger Hans Peter Rasmussen.

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen blev quinoa omtalt som en kornart. Det er det ikke.

Facebook
Twitter