Supermarkederne står i disse dage i kø for at gå forrest i kampen mod plastik og for at få mere bæredygtig emballage.
I dag er det Coop, der vil bytte emballagen på 4.000 forskellige varer ud med mere miljøvenlige materialer i sine butikker.
Virksomheden, der blandt andet driver SuperBrugsen og Fakta, vil derudover reducere plastikforbruget med 25 procent, og det vækker glæde i Verdensnaturfonden WWF.
- Det batter virkelig meget. Langt hovedparten af problemerne med plastik kommer fra vores indkøb, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.
Det handler dog samtidig rigtig meget om at bruge det rigtige plastik, så det kan genanvendes.
- Alt det overflødige skal væk. Hvis bare det kan genanvendes, er vi kommet et godt stykke af vejen, siger Bo Øksnebjerg.
Tre konkrete tiltag, du kan gøre
Supermarkedernes tiltag vil dog tage tid, før de rigtig slår igennem. Derfor er det vigtigt, at man som forbruger selv tager ansvar.
Derfor kommer Bo Øksnebjerg her med tre håndgribelige råd til en mere bæredygtig indkøbstur.
De baserer sig på det engelske motto 'refuse, reduce, recycle', som groft oversat betyder nægt, reducer og genbrug.
Første råd handler om at vælge plastik fra, hvis det er muligt.
- Er det overhovedet nødvendigt at købe det her plastik, eller er der et alternativ?, siger Bo Øksnebjerg.
Her skal du eksempelvis tænke over at vælge bomuldsklude frem for karklude, opvaskebørster med naturhår frem for plastikhår og cremer uden mikroplast i.
Andet råd handler om at bruge mindre plastik i hverdagen. Eksempelvis genbruge sine plasticposer.
- Man kunne også sætte en tallerken over Margretheskålen i stedet for film, siger Bo Øksnebjerg.
Det tredje råd handler om at købe den type plastik, som du selv kan bruge flere gange, men som samtidig også kan genanvendes.
- Køb ting, der kan vaskes op og bruges igen og igen i stedet for engangsting, siger Bo Øksnebjerg.
Desuden skal du holde øje med de to små stempler, som viser en person, der smider noget i en skraldespand, eller viser en trekant bestående af tre pile. Det viser nemlig, at plastikken kan genanvendes.
"Gigantisk problem"
Det er vigtigt, at man som forbruger gør en indsats, for der er en direkte sammenhæng mellem vores forbrug, og hvor meget plastik der produceres, forklarer Bo Øksnebjerg.
- En ting er supermarkederne, men hvis vi alle sammen sender et signal om, at vi ikke vil bruge plastik, så vil leverandørerne i udlandet blive tvunget til at følge efter, siger han.
Og det er vigtigt at få startet en bevægelse, der kan medføre tiltag på verdensplan.
- Plastik er et gigantisk problem i naturen. Der bliver brugt millioner af tons olie på plastik, så det er både vigtigt for naturen, dyrelivet og klimaet, siger Bo Øksnebjerg.