Fra næste år bliver det sværere at opstøve en ikke-økologisk banan i Danmark.
For Coop og Salling Group, der står bag en lang række supermarkeder, vil fra næste år kun sælge økologiske bananer. Det melder koncernerne i pressemeddelelser onsdag.
Butikkerne, som kun vil sælge økologiske bananer, er Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma samt Fakta, Føtex, Netto, Bilka og Salling Super.
Stoppet af salget af de konventionelle bananer sker for at undgå sprøjtemidlerne chlorpyrifos og afarten chlorpyrifos-methyl.
Tidligere har Coop meldt ud, at den har nultolerance over for stofferne, og Salling Group har valgt at forbyde stoffet.
Kan ikke få garanti
Ifølge Coop udgør de økologiske bananer i dag en tredjedel af Coops samlede banansalg, og i Salling Group lyder det også, at en stor del af de solgte bananer allerede er økologiske i dag.
Salling Group oplyser, at det ikke har været muligt at få en garanti for, at konventionelle bananer kan leveres uden det omstridte sprøjtemiddel.
- Da det kun er producenter af de økologiske bananer, der kan give garanti for, at de er fri for sprøjtemidlerne, har vi valgt denne løsning.
- De økologiske plantager har krav om sikkerhedsafstand til konventionel landbrug, og derfor kan man helt undgå stofferne i økologiske bananer, udtaler Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group, i en pressemeddelelse.
Forbudt at bruge i Danmark
Det er ikke tilladt at bruge chlorpyrifos i Danmark, men det accepteres under en vis grænseværdi i frugt, der er importeret fra udlandet.
Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur (Efsa) har i en undersøgelse anbefalet, at EU næste år fjerner stoffet fra listen af godkendte insektmidler.
Desuden meldte fødevareminister Mogens Jensen (S) i august ud, at han hurtigst muligt vil have et forbud mod stoffet.
/ritzau/