Supermarkedsgigant om cigaretaftale: Skrappere sanktioner vil også virke

Lige nu er der ikke skrappe sanktioner, hvis man sælger cigaretter til mindreårige, lyder det fra Coop-direktør.

- Vi har en lov, hvor der ikke er skrappe sanktioner. Og det er klart, at hvis der er skrappere sanktioner, så er der også et øget incitament til at gøre noget ved det, siger CSR-direktør i Coop, Signe Frese (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det vækker glæde i Danmarks største supermarkedskæde, Coop, at man i dag er blevet enige om at underskrive en såkaldt partnerskabserklæring med flere andre aktører i detailbranchen.

Det forpligter supermarkedskæderne og købmændene i aftalen til at gøre en aktiv indsats, så mindreårige ikke uhindret kan få lov til at købe cigaretter uden at vise ID.

Men aftalen har allerede vakt kritik hos Kræftens Bekæmpelse, der ikke mener, at aftalen vil være med til at stoppe salget af cigaretter til børn og unge, og at man stedet skal lave hårdere sanktioner og skrappere og hyppigere kontroller.

Hos Coop er man dog glade for aftalen, men erkender, at skrappere sanktioner også ville have en effekt.

- Vi har en lov, hvor der ikke er skrappe sanktioner. Og det er klart, at hvis der er skrappere sanktioner, så er der også et øget incitament til at gøre noget ved det, siger CSR-direktør Signe Frese, der dog også gør det klart, at det lige nu ikke er på tale, da der ikke er flertal i Folketinget til hårdere sanktioner.

Supermarkedskoncernen har været med til lave aftalen med blandt andre Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd, men også Sundhedsministeriet og Dansk Erhverv er inde over.

Godt med frivillig aftale

I aftalen lyder det blandt andet, at virksomhederne skal uddanne personalet til altid at spørge om ID, hvis de er i tvivl. Desuden skal der være en aktiv kontrol af overholdelse af aldersgrænsen, som de skal stå for.

Men aftalen er 100 procent frivillig, og det er den rigtige vej at gå, mener de i Coop.

- Vi synes, at det er fint med en frivillig aftale til at starte med. Det ligger fint i tråd med den måde, som virksomheder arbejder sammen med myndigheder i Danmark på. Jeg synes, at det er en fin vej at gå, om vi sammen kan løse problematikken uden, at vi skal lave ekstra lovgivning, eller at politiet skal bruge deres ressourcer, siger Signe Frese og fortsætter:

- Vi er meget opmærksomme på den her problemstilling, og der er ikke nogen tvivl om, at der er en lovgivning, som ikke altid bliver overholdt. Og det skal den.

Laver omfattende egenkontrol

Et af kritikpunkterne fra Kræftens Bekæmpelse er, at der er ingen eller ringe konsekvens er, hvis virksomhederne sælger cigaretter til unge under 18 år.

I Coop vil de dog lave nogen helt konkrete tiltag, og det kan også få konsekvenser, hvis der ikke viser sig, at situationen bliver bedre.

- Vi har lavet et egenkontrolprogram, hvor vi har nogle 'mystery shoppers', som går ud og tester i vores butikker, om de husker at spørge om ID, hvis en ung kommer ind og køber cigaretter. Det gør os klogere på, hvad der går galt, og hvor vi skal sætte ind uddannelsesmæssigt, siger Signe Frese og fortæller, at Coop også har kodet deres kasseapparater, så de ikke kan sælge cigaretter og alkohol, før der er spurgt om ID.

Hvad vil konsekvenserne være, hvis man ikke overholder den her aftale?

- Der vil være konsekvenser, hvis man ikke kan overholde lovgivningen. Det er noget, som vi i Coop vil give til vores kæder, og det kan for eksempel være skriftlige og mundtlige advarsler, siger Signe Frese og uddyber.

- Vi kan ikke garantere, at det aldrig kommer til at ske igen (sælge smøger til mindreårige, red). Vi har 40.000 mennesker ansat i vores koncern, så der kan altid ske en fejl. Det er mennesker, der står bag kasseapparatet, og det kan være svært at vurdere en persons alder.

Facebook
Twitter