Sushikæde mangler kokke til nye butikker: 'Altafgørende at kunne rekruttere fra udlandet'

Venstre kom i går med et udspil, hvor de vil sænke løn-beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

  • Sushikæden Letz Sushi mangler sushikokke. Endda så mange at kæden har måttet udskyde åbningen af nye butikker. (© (c) DR)
  • Letz Sushis direktør, Anders Barsøe.
1 / 2

Iført en hvid kittel og hårnet går direktøren for Letz Sushi, Anders Barsøe, ind i virksomhedens produktion, hvor der hver dag bliver lavet sushi i massevis.

Midt i lokalet står et stort, blåt rullebånd, hvor medarbejderne minutiøst placerer sushien i bakker, så de er klar til at blive sendt ud til butikkerne.

Men det er ikke ren og skær håndkraft, der bliver brugt til at lave den asiatiske delikatesse. Rundt omkring står der maskiner, der laver alt fra rispuder til rismåtter, for som Anders Barsøe siger:

- Det vil tage for lang tid at lave det hele i hånden.

Letz Sushi er nemlig en virksomhed med fart på, og på nuværende tidspunkt sælger de sushi til 500 supermarkeder, kiosker og andre butikker, og derudover har de 21 restauranter.

Kan ikke finde arbejdskraft til nye butikker

Virksomheden har planer om at åbne 10-15 nye butikker over de kommende år. Men der er et problem.

De kan ikke finde kvalificeret arbejdskraft i Danmark eller Europa, fortæller direktør Anders Barsøe.

- Hvis vi kigger på vores egen forretning, mangler vi 11 sushi-kokke. Men de findes ikke. Så det er en ret stor udfordring. Det ville være smart, hvis vi kunne rekruttere fra Asien, for der ved vi, at der er en stor base af folk, som gerne vil komme hertil og arbejde.

Problemet for Letz Sushi er, at omkostningerne ved at hente arbejdskraft i Asien er for stor, som det er lige nu.

- For os er det altafgørende, at vi får nogle flere redskaber, og at det blivere lettere at rekruttere. Vi kan ikke følge med, hvis vi ikke får et lidt andet politisk klima.

Venstre vil sænke løn-beløbsgrænsen

Venstre kom i går med 17 initiativer, der skal styrke erhvervslivets konkurrenceevne.

Et af de initiativer, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde på pressemødet, var at sænke den nuværende beløbsgrænse, som er det beløb, udlændinge mindst skal tjene for få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

På nuværende tidspunkt ligger beløbsgrænsen på cirka 427.000 kroner om året, men står det til Venstre, skal det sænkes til 350.000 kroner for arbejdstagere fra de 30 lande med det største investeringsflow til og fra Danmark.

Med Venstres nye forslag vil udenlandske arbejdere i Danmark som minimum skulle have en månedsløn på 29.166 kroner inklusiv pension og feriepenge.

Se et klip, fra statsministerens fremlæggelse i går.

Og det mener Anders Barsøe er meget fair:

- Jeg tror, at den generelle dansker vil give mig ret i, at det er en forholdsvis pæn løn.

35.000 stillinger kan ikke besættes

Letz Sushi er ikke den eneste virksomhed i Danmark, der har brug for flere hænder, men som samtidig har svært ved at tiltrække brugbar arbejdskraft:

På bare seks måneder har virksomheder i Danmark slået 35.000 stillinger op, som det ikke har været muligt at besætte. Det viser en rapport, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggjorde i marts.

En af Letz Sushis restauranter.

Og derfor er det svært for virksomhederne at skabe vækst, mener Anders Barsøe.

Hos Letz Sushi har de store planer for fremtiden, og de vil gerne have en vækst, der ligger mellem 15 og 20 procent.

Den plan ser de ud til at måtte opgive, hvis ikke der kommer nye medarbejdere til.

- Den kommer til at smuldre. Vi har lige stoppet vores vækstplan ved ikke at åbne en restaurant, som var i pipelinen, fordi vi mangler kokke, siger Anders Barsøe.

Vil ikke ansætte til beløbsgrænsen

Virksomheden kan, hvis den vil, hente arbejdskraft fra udlandet og betale minimum den beløbsgrænse, det kræver. Men det ville ifølge Anders Barsøe ikke være en god forretning.

- Hvis du laver røde tal på bunden, hvis du taber penge på at have en drift, så giver det ikke rigtig mening at have en drift.

I fagforeningen 3F, der blandt andet organiserer kokke, er der ikke meget forståelse for sushi-kædens synspunkter.

Tal fra 3F’s a-kasse viser, at der er mellem 32 og 91 ledige kokke i landets fem regioner. Og selvom der muligvis ikke er uddannede sushi-kokke iblandt dem, mener fagforeningen at det bør kunne løses.

- Der er ledige kokke i Danmark, og derfor bør det være muligt. Så kunne man lave noget uddannelse for dem, sådan at man løser den problematik. Og ellers er der muligheder i hele Europa. Der er faktisk 15 millioner ledige i Europa, så måske er der også nogle sushi-kokke der. Og ellers kan man importere fra hele verden med den ordning der er i dag, siger Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F.

Anders Barsøe, når fagforeningen siger, at der er massere af ledige kokke - så hvad med bare at ansætte nogle af dem - hvad siger du så?

- Så siger jeg, de må godt sende dem. Fordi det er ikke tilfældet, siger Letz Sushi’s direktør, Anders Barsøe.

Facebook
Twitter