Svært for enlige at adoptere

Der er nu så stor mangel på adoptivbørn, at mange lande har valgt at stramme reglerne. Det betyder, at enlige forsørgere kommer bagest i køen og ofte må opgive at adoptere.

Familieminister Carina Christensen vil udvide kredsen af lande, som Danmark samarbejder med for at gøre det lettere for danskere at adoptere forældreløse børn. (Foto: Roy McMahon © Corbis)

I de seneste år har flere og flere danske kvinder valgt at få børn alene, enten ved adoption eller ved insemination. Det er ofte karrierekvinder, der har rundet de 40 og ikke vil vente længere på at finde den rette mand.

Men nu er det blevet betydeligt sværere for enlige forsørgere at få lov til at adoptere.

Det skyldes, at der er så stor mangel på adoptivbørn i de lande, Danmark normalt samarbejder med, at landene har valgt at stamme reglerne.

Det betyder at par kommer i første række og enlige så langt bag i køen, at de i mange tilfælde helt må opgive at adoptere, skriver MetroXpress.

Kina siger stop

Kina er et af de lande, som ikke længere adopterer børn væk til enlige. Tidligere var det ellers et af de lande, der afgav flest.

- Det er ærgerligt, fordi vi har rigtig gode erfaringer med, at adoptivbørnene trives hos de enlige adoptanter, siger Paul K. Jeppesen, der er næstformand i organisationen Adoption & Samfund til metroXpress.

Også par må vente længere end før, og gebyrerne for at adoptere er generelt steget kraftigt. Derfor fore­slår Adoption & Samfund, at Danmark hjælper til med at gøre flere lande klar til at bortadoptere forældreløse børn, hvis de ønsker det.

- Det er ikke, fordi der mangler forældreløse børn i verden. Men mange lande har ikke den nødvendige administration til at sikre, at børnene faktisk er forældreløse og ikke kan bortadopteres i deres eget land. Den ekspertise kunne Danmark bidrage med at opbygge, siger Paul K. Jeppesen.

Positivt med flere lande

Familieminister Carina Chri­s­tensen (K) er positiv over for tanken.

- Jeg kan godt tænke mig, at vi udvider kredsen af lande, vi samarbejder med omkring adoption ved at hjælpe med at opbygge nogle kompetente adoptionsmyndigheder i landene, siger Carina Chri­s­tensen til MetroXpress.

Hun understreger, at det er afgørende, at det bliver landenes egen beslutning, hvor adoptivbørnene skal sen­des til.

- Det skal ikke være sådan, at fordi Danmark er med til at betale, så har vi også ret til et antal børn. De to ting skal være helt adskilt - ellers bliver der tale om børnehandel, fastslår Carina Christensen.

Facebook
Twitter