Svært handicappet dreng smides ud af landet

12-årige Zoran har fået nej til humanitært ophold, selv om han risikerer at dø af et epilepsianfald, hvis han udvises til Serbien.

I halvandet år har Zoran fået fysio- og ergoterapi på Skovvangsskolens specialafdeling i Allerød. (© DR)

Det skal være lettere for alvorligt syge asylansøgere at få lov til at blive i Danmark med humanitær opholdstilladelse: Det skriver regeringen i sit regeringsgrundlag.

Men Justitsministeriet har alligevel givet afslag på netop humanitær opholdstilladelse til den 12-årige Zoran Markovic.

Zoran ligner et barn på seks. Han er svært underernæret og vejer 17 kilo. Zoran blev født med vand i hoved og krop, og efter at han som spæd fik opereret et dræn ind i hovedet, blev han spastisk lammet og fik svær epilepsi, der jævnligt udløser voldsomme anfald.

- Han har også problemer med øjnene og ser meget dårligt. I Serbien fik vi at vide, at han var blind, siger hans far Dragan Markovic.

Zoran har smerter i højre lårben, hvor et brud efter en trafikulykke i Serbien ikke er vokset ordentligt sammen. Han har slidgigt og skæv ryg og kan hverken gå eller tale.

Har boet i Sandholmlejren i to år

Familien med far, mor og tre børn kom til Danmark for knap to år siden og fik afslag på asyl. Siden har de boet i to små værelser i Sandholmlejren og ventet på svar på, om familien kan få humanitær opholdstilladelse på grund af Zorans mange sygdomme.

Midt i november kom det endelige afslag fra Justitsministeriet, og 22. november skulle familien have forladt Danmark.

- Måske kommer politiet i morgen tidlig og følger os til lufthavnen, siger Dragan Markovic.

I år er der givet humanitær opholdstilladelse til 103 personer inklusiv familiemedlemmer. Det gives meget sjældent og normalt kun til personer, der lider af en alvorlig psykisk eller fysisk sygdom. Justitsministeriet begrunder sit afslag til Zoran Markovic med, at han ikke er syg nok.

Den enkelte sygdom er ikke nok

- Vi forstår ikke, hvordan man kan gå ind i en sag og se på de lægefaglige udtalelser, der ligger, og så sige, at det her ikke er en alvorlig sygdom, siger Eva Singer, der er asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

I afslaget oplister ministeriet Zorans sygdomme en for en og afgør, at den enkelte sygdom ikke i sig selv er alvorlig nok til at udløse en opholdstilladelse.

- Det er jo vigtigt, at man ser på den konkrete sag og ikke bare afviser de forskellige sygdomme en for en, som der er gjort i denne her afgørelse, siger Eva Singer.

Lægeerklæringer i sagen slår fast, at Zoran kan få livstruende epileptiske anfald, hvis han ikke fortsat får sin epilepsimedicin. Det er ifølge ministeriets afslag heller ikke nok til at udløse opholdstilladelsen.

I halvandet år har Zoran fået fysio- og ergoterapi på Skovvangsskolens specialafdeling i Allerød.

Apatisk og umulig at kommunikere med

I Serbien lå Zoran altid ned, fordi forældrene ikke havde kørestol eller andre hjælpemidler til ham. Så han var apatisk og umulig at kommunikere med, da han kom til skolen her.

Nu kan vi klart se, at der er sket en kæmpe udvikling. Før var Zoran indelukket og ville ikke se på os og drejede hovedet væk. Han bed sig og var meget selvdestruktiv, fortæller lærer Pia Thomsen fra Skovvangsskolen.

Nu vendes og drejes og masseres Zoran næsten dagligt, og han er blevet en glad dreng.

Men ifølge Skovvangsskolens ledelse og fysioterapeuter vil han få tilbagefald til den tidligere apatiske tilstand, hvis behandlingen afbrydes.. I Serbien er der ifølge forældrene ingen hjælp at hente.

- Han kan ikke blive behandlet, og der er ingen fysioterapeuter, skoler eller medicin, siger Dragans far.

Kort før jul bad Dansk Flygtningehjælp endnu engang ministeriet om at genoverveje sagen.

Facebook
Twitter