Svampe var skyld i forgiftning af familie

Der var ikke tale om en kriminel handling, da en familie fra Haslev sidste år blev forgiftet, konkluderer rapport.

Familien boede på et opholdssted i Haslev (ses på billedet), da de blev ramt af alvorlige forgiftninger. 11 af familiens 12 medlemmer blev indlagt og to børn døde. (Arkivfoto)

Det var giftige svampe, der var skyld i, at en congolesisk familie fra Haslev i oktober sidste år blev indlagt med alvorlige symptomer på forgiftning, og to af familiens børn efterfølgende døde.

Det konkluderer en undersøgelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har været et halvt år undervejs.

- Vi kan konstatere, at der ikke er tale om en kriminel handling, men en tragisk ulykke i forbindelse med svampe, der er plukke i det fri. Det er der, hvor sagen lander, efter de undersøgelser, der er foretaget, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til DR Nyheder.

Konklusionen bygger ifølge politiet på efterforskning, afhøringer og ekspertvurderinger.

Allerede under efterforskningen lige efter ulykken arbejdede myndighederne ud fra en teori om, at familien skulle have indtaget giftige svampe. Men både faren og den ældste søn i familien afviste over forDR Nyheder ogTV2 Øst, at familien skulle have plukket svampe i det fri.

Søren Ravn-Nielsen ønsker ikke at uddybe, hvad der præcist har ført til politiets konklusion om, at forgiftningen stammer fra svampe fra naturen og ikke et supermarked, som familien dengang fortalte.

- Vi går ikke ud med yderligere information om den efterforskning, der er lavet, siger han.

Ikke svigt i sundhedsvæsenet

Udover politiet har Styrelsen for Patientsikkerhed ligeledes undersøgt den sundhedsfaglige behandling af familien.

Styrelsen har både undersøgt den behandling, som familien har fået hos de praktiserende læger, i den præhospitale sektor og på hospitaler i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Styrelsen har konkluderet, at der er blevet givet en korrekt sundhedsfaglig behandling.

- De ulykkelige og tragiske hændelser skyldes ikke svigt i sundhedsvæsenet. Man efter omstændighederne ydet en tilfredsstillende indsats for at undersøge og behandle medlemmerne af familien. Tragedien kunne have været endnu større, hvis ikke sundhedspersonalet havde ageret så professionelt i den akutte fase, fortæller enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

Facebook
Twitter