Svandis har tre børn med PTSD-ramte Piet: Jeg er konstant bange for, at han tager sit liv

36-årige Piet Funder Svendsen er så syg, at han ikke kan tage ansvar for sine egne børn.

Piet Funder Svendsen kan ikke komme ud af sengen om morgenen.

At børste tænder er en nærmest uoverskuelig opgave.

De søvnløse nætter bliver brugt på dyre impulskøb, så familiens økonomi sejler, og kreditkortene bliver spærret.

Han kan ikke smøre madpakker, tage med børnene til læge eller i det hele taget hjælpe til med de praktiske opgaver i sin lille familie med kone og tre børn.

På vejen mod det totale sammenbrud ender han med at tage kokain flere gange.

På trods af det nægter hans kone gennem 11 år at give op. Og det er der én ganske simpel grund til, lyder hendes klare svar:

- Det er kærlighed!

Svandis holder fast, selvom det ikke er de lyse udsigter, Piet spejder mod. (Foto: Michael Dinesen © Koncern TV)

Fra krig til kærlighed

36-årige Svandis Funder Svendsen har stået model til langt mere, end man kan forestille sig. Men det er ikke, fordi hendes store kærlighed er en doven eller egoistisk mand.

Piet Funder Svendsen er en af de mange danske soldater, der er kommet hjem fra en udsendelse med en psykisk lidelse i oppakningen.

Et års tid efter hjemkomsten fik Piet diagnosen PTSD. Da var Piet selv og hans omgivelser for længst klar over, at noget var helt galt. Det blev de faktisk allerede kort efter, Piet kom hjem fra Afghanistan for lidt mere end 11 år siden.

Han var en anden mand end den, Svandis sagde farvel til seks måneder forinden.

Det startede ellers så godt og lykkeligt. Kort tid efter hjemkomsten blev den hjemvendte soldat og hans islandskfødte kæreste nemlig gift. Det var direkte fra krig til kærlighed.

Piet og Svandis havde mødt hinanden to år forinden igennem netdating. Det skulle ikke være noget, bare en lille fling, var de begge enige om dengang i december 2006. Lige indtil de mødte hinanden.

- Vi klikkede bare, og der var noget indeni mig, der sagde, at det var os. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden ham, og det kan jeg stadig ikke. Jeg har en forestilling om os to som et gammelt ægtepar i matchende outfit, siger Svandis Funder Svendsen med et smil på læben.

Det destruktive år

Det lyder i sig selv som starten på en god kærlighedsroman, men historien om Svandis og Piet gemmer på meget mere end lykke. Det ses tydeligt i programmet 'Vores krig - en kærlighedshistorie', som kan ses nu her på DRTV og mandag aften klokken 20.00 på DR1.

Familien Funder Svendsen er blevet fulgt af et kamera i et års tid. Ikke bare hvilket som helst år. Et år, som familien selv har døbt 'det destruktive år', og hvor Piet beskriver sig selv som værende 'en dårlig udgave af sig selv'.

- Det var bestemt ikke planen, at det skulle gå så slemt. Tingene eskalerede, og man kan sige, at der ikke var mange positive ting at skildre, siger Piet.

Piet er så ramt af sin PTSD, at hans hverdag slet ikke kan hænge sammen. Han sover ikke om natten, og basale ting som at stå ud af sengen og få børstet tænder er en mission i sig selv.

Det gør, at han i en periode dagligt søger i flyverskjul i et skur, som hans kone har indrettet til ham med køkken, sofa, tv og hans elskede vandpibe.

- Der kan jeg trække mig ud og slappe af og være mig selv, når jeg har det skidt og har det svært. Så sidder jeg og gamer eller ser en film eller hører musik.

Man skal ikke have ondt af Piet, for det vil han ganske enkelt ikke have. - Det kan godt være, at det ikke er min skyld, jeg sidder i denne situation. Men det er mit ansvar at få det bedre. Jeg vil ikke bruge min sygdom som undskyldning, siger han. (Foto: Michael Dinesen © Koncern TV)

Fars sygdom er også familiens sygdom

At far forsvinder ud for sig selv går ikke ubemærket hen hos parrets børn. Piet og Svandis har tre børn sammen. Og især de to ældste, Mattheus på 12 og Anna Júlia på 11, er udmærket klar over, at deres far er syg og har det svært.

Det ved de, fordi deres mor og far aldrig har holdt noget skjult for dem. De har skærmet dem for de værste ting, men børnene har aldrig fået en løgnehistorie om, hvorfor far endnu engang spiser sin aftensmad i soveværelset bag nedrullede gardiner. Eller hvorfor mor og far har snakke, der indimellem ender i uenigheder eller tårer.

Piet og Svandis ved godt, at deres børn har oplevet mere end andre børn:

Det er nemlig ikke kun soldaten selv, der bliver ramt, når en krigsveteran får PTSD. Det går næsten ligeså meget ud over familien.

Det er både Piet og Svandis meget bevidste om, og derfor har de involveret børnenes institutioner, skoler og omgivelser, så de ikke lider overlast.

Med øget fokus på børnene og en mand uden mentalt eller fysisk overskud hænger alt på Svandis. Det har det gjort igennem hele sygdomsforløbet, som har stået på i snart 12 år.

Det bliver på et tidspunkt for meget for Svandis, og hendes urokkelige stilling som sidste bastion kommer på prøve, da hun igennem længere tid får problemer med at sove om natten.

- Jeg har det bare rigtig skidt, og jeg er jo virkelig tæt på at bryde sammen til sidst. Jeg havde en svær depression, og jeg endte med at blive udredt og fik diagnosen tilpasningsreaktion. Det dækker over, at jeg har været udsat for så mange belastninger, at jeg ikke kunne holde til det mere, forklarer Svandis.

Alligevel kæmper hun og holder sammen på tropperne derhjemme. Hun siger, at hun måske er lidt gammeldags og føler, at det er for nemt at give op i dag.

- Men jeg må da indrømme, at da det var allerværst, har jeg da tænkt, at jeg skulle have givet op for otte år siden. Jeg har spurgt mig selv mange gange, om jeg har lyst til at kæmpe den kamp? Og jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve med Piet med de negative ting end slet ikke at leve med ham.

Følelserne vælter frem i Svandis, da hun med egne ord 'rammer bunden':

Vil være mere ligevægtig i forholdet

Piet har fået tildelt førtidspension som følge af sin PTSD. Han ved godt, at han aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen. Og sidst han var til psykiater, fik han tillægsdiagnosen 'personlighedsændring', hvilket dækker over, at hans personlighed har ændret sig i stor grad på grund af de oplevelser, han har haft.

- Det er hårdt hele tiden at få kastet i hovedet, at jeg fejler noget, og at der bare bliver lagt mere oveni. Jeg vil gerne bare klare mig selv og ikke skulle leve af andres penge på førtidspension, siger han.

Det tærer hårdt på den tidligere udsendte soldat at lægge så meget ansvar og kontrol i hænderne på andre, og han ryger længere og længere ned i PTSD'ens sorte hul.

Den totale nedtur kulminerer i, at Piet ender i et misbrug, hvor han flere gange tager kokain i forbindelse med nogle drukture. Da det sker, tager han en hård beslutning.

Han beslutter at lade sig separere fra sin kone - stik imod Svandis' ønsker.

- Jeg har det sådan, at vi ikke skal være sammen, som jeg har det nu. Jeg skal være en mere ligevægtig partner og en bedre udgave af mig selv. Jeg vil ikke tilbage i de samme destruktive mønstre, som jeg var, forklarer han om sin beslutning.

Piet og Svandis er sammen om børnene, mens kærligheden er sat i venteposition. (Foto: Michael Dinesen © Koncern TV)

Svandis føler sig kasseret

For at Piet kan komme ud af sin selvdestruktive adfærd, går han med til at søge professionel hjælp. Han har efter sin egen vurdering allerede fået omkring 150 psykologtimer med alle mulige former for behandling som kognitiv terapi, meditativ, hypnose, traumebehandling og indlæggelse.

Intet af det har for alvor hjulpet ham, og derfor tyer Piet og Svandis til en bosted, hvor Piet skal være 24 timer i døgnet. På Strynø ligger rehabiliteringstilbuddet Natur Retreat for Veteraner, som arbejder sammen med Forsvarets Veterancenter.

Her får Piet hjælp til at få struktur på hverdagen, og han bliver for første gang i lang tid presset til at gøre nogle ting, som han normalt har undgået. Han skal være med til at fodre stedets dyr om morgenen, ligesom der er fokus på styrketræning for at få brugt kroppen. Og det var lidt en øjenåbner for Piet at skulle bidrage med noget.

- De sidste 12 år har det for mig handlet om at overleve frem for at leve. Derfor har jeg distanceret mig fra udfordringer. De praktiske ting har jeg i høj grad valgt fra, fordi det har været svært at overskue. Man kan sige, at jeg har håndteret min sygdom på den måde, at jeg har fjernet mig fra de ting, der var svære.

Piet er på Strynø en lille måneds tid, og da han kommer tilbage lige før jul, flytter han ind i en lejelejlighed 15 minutter fra familien for at arbejde med sig selv. Og det gør, at han ikke kan fokusere på deres forhold og ægteskab.

- Vi er to meget forskellige steder i vores liv, og vi har svært ved at forstå hinandens behov. Svandis kan tænke langt ud i fremtiden. Det kan jeg ikke. Jeg har svært ved at holde styr på de mest basale ting som bare at stå op og få børstet tænder.

Den har været svært for Svandis at sluge.

- Jeg forstår godt, at Piet skal arbejde med sig selv. Jeg har bare svært ved at forstå, at vi ikke kan arbejde med det sammen. Der er mange følelser i klemme fra min side. Jeg kan godt føle mig lidt smidt ud, fordi jeg føler, at jeg har kæmpet i snart 12 år, og nu har han så taget en beslutning om, at jeg ikke kan være en del af det længere.

Svandis kunne ikke sige stop, selvom Piet flere gange gav hende muligheden:

Mere overskud og bedre samvær

Det er dog ikke et definitivt brud, hvis man spørger Piet direkte. Han siger, at de ikke skal være sammen lige nu, men hans håb er, at de skal være sammen igen en dag, men måske bo hver for sig.

Det med at bo hver for sig prøver de altså af lige nu. De har ikke haft den naturlige hverdag endnu, da Svandis og børnene fejrede jul og nytår på Island, og kort tid efter tog de på ferie med børnene. De har dog begge gjort sig tanker om, hvordan hverdagen skal forløbe.

- Jeg kommer til at se dem ret ofte, fordi vi kun bor et kvarter fra hinanden. Det bliver ikke hver dag, og der kan formentlig godt gå op til to-tre dage imellem. Det kommer an på dagsformen, lyder det fra Piet.

Og for Svandis giver det hende et håb om, at det bliver en anden form for samvær, børnene og deres far får.

- Vi er begge enige om, at Piet ikke kan tage ansvar for børnene over længere tid. Og derfor er det meningen, at Piet skal komme til os og så tage hjem igen, når han ikke kan længere. Det kommer til at give mere overskud og bedre samvær, håber Svandis.

Frygter selvmord

Hun bor nu alene hjemme i huset med børnene Mattheus på 12 år, Anna Júlia på 11 og femårige Elias. Der har ikke betydet den store forandring, når det kommer til arbejdsopgaver i og med, at Svandis igennem de sidste 12 års tid har stået for alle praktiske ting i hjemmet.

Men når det gælder bekymringerne, så er der ingen forskel - næsten tværtimod.

- Jeg har en følelse af, at jeg har et øget kontroltab i og med, at jeg ikke kan holde øje med Piet og ikke ved, hvad han laver. Jeg tænker, 'hvordan har han det nu?'. 'Nu har jeg ikke hørt fra ham, er han i gang med at lave noget destruktivt?'.

- Jeg er bange for, om han tager sit eget liv. Jeg er konstant bange for, at der kommer en politimand og banker på min dør og fortæller, at de har fundet ham død et sted, lyder det fra Svandis.

En rapport fra det danske Forsvar, baseret på et hold soldater, der var udsendt til Afghanistan i 2010/11, viser, at der blandt krigsveteraner er en markant større del med selvmordstanker end blandt resten af befolkningen.

Men der er stor forskel på selvmordstanker og deciderede planer om at tage sit eget liv. Og trods sine store psykiske problemer, siger Piet selv, at han aldrig kommer helt derud, hvor man kan kalde ham selvmordstruet.

- Jeg har nogle gange sagt, at jeg ikke har lyst til at være her mere. Og det er ikke bare noget, jeg siger. Det er en ægte og reel følelse, når jeg har det allerværst. Det kommer bare aldrig videre end dertil. Jeg har aldrig været i nærheden af planlægningstanker, som min psykiater kalder det.

Håbet lever for Svandis

Piet og Svandis blev separeret mod slutningen af 2019, og nu hvor Piet bor alene skal han til at tage ansvar for, at der er rent tøj, mad i køleskabet, og at skraldet bliver båret ud. Det er en stor opgave for en PTSD-ramt krigsveteran, så han tager det i små bidder.

- Hvis jeg har ti små opgaver om dagen, er det ok at fejre bare én succes. Hvis jeg en dag får tømt vaskemaskinen og hængt vasketøj op, så kan det godt være, at de andre ni ting på listen ikke lykkes den dag. Men så har jeg stadig klaret noget, siger Piet.

Svandis' liste over praktiske gøremål tæller langt mere end ti ting i en hverdag med otte timers arbejde som administrativ medarbejder hos politiet i Holstebro, halvanden times transport, tre børn og snart eget hus, når hun overtager deres fælles hus.

Hun har fået forskelligt medicin mod sin depression og sine søvnproblemer og er derfor ovre den sværeste tid. Og hun ser da også lidt mere lyst på tingene.

- Jeg ved godt, at vi ikke kan bo sammen lige nu. Der er sket alt for mange dårlige ting på det seneste. Men det er mit håb, at vi finder sammen igen. Det lægger jeg ikke skjul på, siger Svandis.