Svanemærket deodorant indeholder mest aluminium

Aluminium kan være skadeligt i for store mængder. Derfor har Kontant testet indholdet af aluminium i fem forskellige deodoranter.

Aluminium er mistænkt for blandt andet at kunne forårsage nerveskader, hvis det optages i kroppen i for store mængder. Kontant har testet indholdet af aluminium i fem forskellige deodoranter. (© DR)

Aluminium er mistænkt for blandt andet at kunne forårsage nerveskader, hvis det optages i kroppen i for store mængder. En norsk undersøgelse viser, at deodoranter er en af de store syndere, når det kommer til aluminium.

- Nordmænd får ikke for meget aluminium i sig via fødevarer. Der er de under den anbefalede grænse, men tager man derimod kosmetik med - og specielt dem, som bruger antiperspiranter dagligt - så vil de indtage mere end det, der anses for at være sikkert, siger Berit Granum, seniorforsker fra VKM (Vitenskabskomiteen for matsikkerhed) i Norge.

Der findes ikke en grænse for, hvor meget aluminium der må være i kosmetik, men de franske myndigheder konkluderede i en rapport fra 2011, at der bør være en grænse på 0,6 % aluminium i deodoranter og andet kosmetik.

Alle over anbefalet grænse

Kontant har testet fem deodoranter, og de lå alle over den grænse, som de franske sundhedsmyndigheder vurderede som sikker. Forbrugerrådet Tænk er skuffet over resultatet.

- Det ser ikke godt ud i forhold til de franske myndigheders anbefaling. De er jo langt over alle sammen, og nogle af dem helt op til otte gange, siger Claus Jørgensen, miljø- og kemiekspert fra Forbrugerrådet Tænk.

Den deodorant, der indeholdt mest aluminium i testen, er Coops Änglamark deo roll-on, og det er i endnu højere grad skuffende, mener Claus Jørgensen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at lige præcis den svanemærkede er i den kategori. Jeg så gerne, at Svanemærket havde været under de 0,6 %, fordi de normalt går foran og er forsigtighedsprincippets bannerfører.

Tvivl bør komme forbrugere til gode

I Norge valgte myndighederne at advare mod brugen af antiperspiranter, selvom forskningen på området ikke er helt entydig.

- Der er usikkerhed, og vi mener, at al usikkerhed skal komme forbrugerne til gode, siger Hans Jørgen Talberg, seniorrådgiver, Mattilsynet, den norske fødevarestyrelse.

Den tilgang deler Forbrugerrådet Tænk, der også mener, at myndighederne bør handle allerede, hvis der er en mistanke om sundhedsskadelige konsekvenser.

- Der er ingen tvivl om, at i de her tvivlsspørgsmål, hvor der kan være en risiko, så bør tvivlen komme forbrugerne til gode, siger Claus Jørgensen.

Miljøstyrelsen venter på EU

I Miljøstyrelsen har man tidligere ladet tvivlen komme forbrugerne til gode i forhold til parabener i kosmetik, men i det her tilfælde har Miljøstyrelsen valgt at vente.

- Vi giver en masse information om kemikalier, men vi vil også være sikre på, at det, vi går ud og siger, det er ordentligt funderet, og at vi kommer med en ordentlig information, som forbrugerne kan håndtere, siger funktionsleder Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsen.

Derfor venter styrelsen nu på EU's vurdering.

- Der bliver samlet en helt masse data ind fra forskellige lande og forskellige videnskabelige komiteer, og de bliver vurderet i EU. Så vi afventer en vurdering, der kommer inden for meget kort tid, måske 4 uger.

Testresultat:

Nivea Men, Invisible for Black & White - 2,0 % Neutral, deo roll-on - 2,6 % Garnier, Mineral - 2,6 % Rexona, Aloe Vera Fresh - 3,8 % Änglamark, deo roll-on - 4,8 %

Facebook
Twitter