To svenskere er tiltalt for bombesprængning ved Skattestyrelsen: 'En terrorlignende handling'

Straffesagen mod de to mænd er endnu ikke blevet berammet.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod to mænd i forbindelse med bombesprængningen ved Skattestyrelsen i København. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

To svenske statsborgere er blevet tiltalt for at have plantet og detoneret en bombe ved Skattestyrelsen i København sidste år.

De to er tiltalt efter straffelovens paragraf 114 a, der omhandler terrorlignende handlinger og giver mulighed for 50 procent højere straf, hvis de kendes skyldige.

Det var den 6. august, at Skattestyrelsens facade blev smadret af en bombe. Én person kom til skade ved eksplosionen, da vedkommende blev ramt af fragmenter.

"Flere uidentificerede medgerningsmænd"

Ifølge tiltalen har de to mænd, der er 22 år og 23 år, planlagt bombesprængningen – muligvis sammen med en eller flere uidentificerede medgerningsmænd.

De to er anklaget for at have transporteret bomben i en bil fra Øresundsbroen til Skattestyrelsen, hvor den blev detoneret.

I sensommeren sagde Københavns Politi, at man ikke efterforskede sagen som terror. Derfor er det dog også en smule overraskende, at de to mænd er blevet tiltalt efter bestemmelsen 114 a.

- En kraftig bombe er blevet sprængt ved en offentlig myndighed, og bombesprængningen har kunnet skræmme de ansatte og resten af befolkningen og forstyrre myndighedernes arbejde, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Heldigvis kom ingen personer til skade, men anklagemyndigheden mener, at sagen er så grov, at der er tale om en terrorlignende handling, og at straffen derfor bør forhøjes,

Nægter sig skyldige

Advokat Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den ene af mændene, fortæller, at han ikke havde set det komme, at 114 a er kommet i spil.

- Det overrasker mig en smule, at man bringer den her bestemmelse ind. Der er jo nogle krav, for at man siger, at noget er en terrorlignende handling. Det mener jeg ikke, er opfyldt, og det vil jeg gøre gældende i retten, siger han.

Michael Juul Eriksen tilføjer, at hans klient nægter sig skyldig.

- Det har han gjort hele vejen igennem, siger han.

Det samme gør hans påståede medgerningsmand.

Sagen mod de to mænd er endnu ikke blevet berammet.

Facebook
Twitter