Retten i Glostrup har idømt fire mænd fra Sverige fængsel i 12 år i sagen om terroplaner.
Dermed bliver den endelige dom noget mildere end anklagerens udspil. Anklagemyndigheden krævede fængsel i 16 år til Mounir Dhahri, som anses for at være hovedmand i sagen om den planlagte terror. Til Munir Awad og Omar Aboelazm lød kravet på 14 års fængsel, mens Sahbi Zalouti ifølge anklageren skulle straffes med fængsel i 14-16 år.
Angreb mod JP/Politikens Hus
Sagens to anklagere, Gyrithe Ulrich og Henrik Plæhn, har under sagen argumenteret for, at mændene planlagde et blodigt angreb i Danmark.
Formentlig skulle angrebet være rettet mod JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København som en hævn for Muhammedtegningerne, der i sin tid blev trykt i Jyllands-Posten.
Retten holdt sig til præcedens
Men retten ville altså ikke være med til at idømmme så strenge straffe.
- Retten finder, at der hverken er formildende eller skærpende omstændigheder, siger retsformand Katrine B.B. Eriksen.
To nævninge stemte for, at 31-årige Munir Awad og 32-årige Omar Aboelazm skulle slippe med 10 års fængsel på grund af, at de har spillet en mindre rolle i planlægningen. Med dommen følger retten Højesterets praksis om, at straffen for forsøg på terror ligger på 12 års fængsel.
Dommere enige om skyld
De fire mænd blev mandag formiddag fundet skyldige i at være på vej til at gennemføre et terrorangreb mod JP/Politikens Hus i København.
- Jeg kan sige, at dommere og nævninge er enige om, at de tiltalte er skyldige i sagens forhold 1, sagde retsformand Katrine B.B. Eriksen i den forbindelse.
Ud over det faktum, at mændene blev anholdt i en lejlighed i Herlev den 29. december 2010 i besiddelse af en maskinpistol og en almindelig pistol, har retten især lagt vægt på aflytninger af en lejlighed i Sverige.
Flest mulige skulle dø
Lejligheden på Frihetsvägen 49 i Järfälla ved Stockholm tilhørte 39-årige Sahbi Zalouti og stødte i øvrigt op til den tiltalte Omar Aboelazms søsters lejlighed.
Den svenske efterretningstjeneste Säpo har aflyttet lejligheden, hvor mændene har talt om at begå terror mod et avishus i Danmark.
På aflytningerne hører man, at flest mulige skulle dø. Kun kvinder og børn skulle skånes. Angrebet skulle efter alt at dømme være en hævn for Jyllands-Postens Muhammedtegninger.
Terrordømt har forbindelser til Pakistan
Desuden mener retten, at det er bevist, at den 46-årige Mounir Dhahri har opholdt sig i Pakistan i en periode, før han i november 2010 vendte tilbage til Sverige. Dhahri var sporløst forsvundet i to år.
Zalouti har under sagen forklaret, at han i sommeren 2010 overførte penge til Dhahri i Pakistan, og en telefonaflytning har vist, at Dhahri har ringet til en telefon i klanområdet Waziristan, hvor al-Qaeda opererer fra.
Dhahri har nægtet, at det var ham, som ringede, og at han talte sproget pashtu, som blev hørt på optagelsen. Men flere nævninge mener at genkende hans stemme.
Hævede penge inden angreb
Desuden har anklagemyndigheden bevist, at samme telefonnummer har ringet til Dhahris datter og sendt flere sms'er til pigen.
Dhahri og Zalouti har været centrale i planlægningen af sagen, mens 31-årige Munir Awad og 32-årige Omar Aboelazm har deltaget aktivt i forberedelserne, blandt andet ved at hæve kontanter inden afrejsen til København.
Kilde: ritzau
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53294a5a6187a21d78e65b53