DR-dokumentaren Prostitutionens Bagmænd, der blev sendt mandag aften, får nu danske politikere til nok engang at diskutere forbud imod sexkøb.
Sådan et forbud har man haft i Sverige siden 1999. Og det har gjort problemerne omkring prostitution meget synlige og forpligtet myndighederne til at gøre noget for at hjælpe både de kunder og de prostituerede, der gerne vil gøre sig fri af købesex.
Til gengæld har loven ikke mindsket antallet af kvinder, der prostituerer sig.
Det fortæller Annika Weman, som er chef for Prostitutionsenheden i Malmø Kommune, til DR Nyheder.
- Loven giver os mulighed for at hjælpe de mennesker, der gerne vil ændre deres adfærd. Allerede før loven kom i 1999 var der mænd, som gerne ville holde op med at købe sex - og det ønske vokser, når det også blir en ulovlig handling.
Nyt prostitutionsmarked på nettet
Siden det svenske forbud trådte i kraft for 9 år siden, er der blev langt færre synlige prostituerede på gaderne i Sverige. I dag er der fx. ca. halvt så mange, der trækker på gaden i Malmø, som før 1999, oplyser Annika Weman.
Alligevel vurderer Annika Weman, at det samlede antal prostituerede er det samme som før loven trådte i kraft. Der er nemlig opstået et helt nyt prostitutionsmarked i det skjulte, hvor kunden får kontakt og bestiller sine ydelser via internettet eller mobiltelefonen.
Desuden er der et stort mørketal i prostitution, og derfor ved man reelt ikke, hvor mange der egentlig lever af at sælge sex.
Men selvom loven altså ikke har ændret det store på antallet af prostituerede og dermed sandsynligvis heller ikke meget på, hvor mange mænd, der betaler for sex, så er loven alligevel god, mener Annika Weman:
- Den gir et tydeligt signal fra samfundet om, hvad der er okay og hvad der ikke er okay, siger hun.