Svindel med DSB-app optrevlet: Misbrugt for flere hundrede tusind kroner

Tre mænd dømt for at lænse DSB-app med stjålne kreditkort.

DSB har siden svindlen i 2016 indført en række sikkerhedstiltag, så man undgår lignende sager. (Arkiv) (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tilbage i begyndelsen af 2017 blev Fyns Politi kontaktet af DSB, fordi virksomheden havde en mistanke om, at deres billet-app blev misbrugt til køb af klippekort og pendlerkort med stjålne kreditkort, som derefter blev videresolgt.

Efterforskningen har ført til, at tre mænd er blevet dømt, og tre andre mænd er sigtet for lignende svindel, oplyser Anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Senest for to uger siden ved Retten i Odense blev en 23-årig mand idømt syv måneders fængsel og 100 timers samfundstjeneste efter omfattende databedrageri, der fandt sted i 2016. Af de syv måneders fængsel er to af dem ubetinget.

Ved hjælp af 17 stjålne kreditkort har han købt forskellige produkter gennem DSB's app, som han efterfølgende har solgt videre for kontante beløb eller overførsel af penge. Der er svindlet for omkring 158.990 kroner ved 48 køb i app'en, oplyser anklager i sagen Ann-Sophie Serring.

- Han forklarede i retten, at han via en hjemmeside har fået adgang til stjålne kreditkortoplysninger, og det er dem, han har benyttet sig af ved købene. Han forklarede, at man kunne have et abonnement, hvor man kunne få en notifikation, hver gang en bruger lagde nye oplysninger op, siger Ann-Sophie Serring.

Fandt kreditkortoplysninger på hjemmeside

Tilbage i slutningen af oktober sidste år blev to andre mænd på dengang 21 og 23 år idømt et års fængsel for at have købt 98 klippekort, der blev betalt med stjålne kreditoplysninger og videresolgt.

Ni måneder blev gjort betinget med samfundstjeneste.

Det fremgår af dommen, at svindlen foreløbig er landet på 365.980 kroner. Den ene har anket sagen, der skal for landsretten i foråret.

Ligesom i sagen for to uger siden bliver en hjemmeside ligeledes nævnt som kilde til kreditkortoplysningerne. I dommen fremgår det, at den ene tiltalte har forklaret, at han har fået kreditkortoplysningerne fra en bestemt hjemmeside, hvor der skulle være flere tilfælde med unge mennesker, der har taget billeder af deres forældres kreditkort og lagt dem op på hjemmesiden som en slags hævn og opfordret folk til at udnytte oplysningerne, lyder forklaringen fra manden.

Hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) og center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) har man ikke kendskab til den slags hjemmesider, der er blevet benyttet i 2016.

DSB oplyser, at der siden sagerne er blevet lavet en række sikkerhedstiltag for at øge sikkerheden, så man undgår svindelsager, som dem man så i 2016. Blandt andet er der udført opdateringer på app’en og blevet implementeret 3D Secure, hvor ens betalingskort skal have tilknyttet en "Secure kode", der giver et ekstra sikkerhedslag, når man handler.

DSB vil ikke oplyse, hvad der samlet er blevet svindlet for.

Facebook
Twitter