Svindlere forklædt som politi og bankfolk går målrettet efter at franarre dankort fra kvinder over 80 år

88-årige Tove Frederiksen blev franarret 160.000 kroner af falsk politimand.

Svindelmetoden er i stigning, men ikke ny, fortæller politiet. Illustration: Søren Winther Nørbæk

Da en politimand ringede og fortalte 88-årig Tove Frederiksen, at der var blevet svindlet for 14.000 kroner med hendes dankort, troede hun på det.

Derfor gik hun også med til at udlevere kortet til en anden politimand, der kort efter troppede op ved hendes hjem i Tune ved Roskilde på Sjælland.

- Det ringer på døren, og der kommer en mand ind med sorte bukser og en hvid skjorte og mundbind på, fortæller hun.

- Når han siger, at det er en politimand, så tror man på det. Det er man jo opvokset med, at når det er politiet, der ringer, så er der noget om det, fortæller Tove Frederiksen til P1 Orientering.

Derfor udleverede hun også sit dankort og sin pinkode, så politiet kan optrævle sagen. Men det var ikke politiet, der havde kontaktet Tove, og svindlerne hævede efterfølgende i alt 160.000 kroner i kontanter fra hendes konto.

Går efter ældre kvinder

Dermed var hun blevet seneste offer i en form for svindel, hvor de kriminelle går specifikt efter kvinder på 80 år eller derover med navne som Grethe, Tove, Olga og andre navne, som er typiske for den generation. Den type svindel er i stigning, lyder det fra Danske Bank, Nordea og Sydbank.

- Vi ved desværre, at der er ældre og typisk ældre kvinder, der bliver udsat for det her. Det er typisk dem, som de kriminelle går direkte efter, når de ringer ud, siger Ketil Clorius, leder af Danske Banks afdeling for svindelbekæmpelse.

- Mennesker, der har et meget højt tillidsniveau, er meget sårbare. Det er det, som de her banditter ved, og det er derfor, de går efter typisk enlige ældre, fortæller Mads Skovlund Pedersen, bankdirektør i Nordea med ansvar for privatkunder.

For svindlerne var det ikke nok at slippe af sted med Tove Frederiksens dankort. Den falske politimand ringede tilbage til hende, for at svindlerne kunne købe sig tid til at foretage de mange kontanthævninger.

- Han siger også, at jeg ikke må sige det til nogen, for det var strafbart, fortæller hun.

Lovede ikke at sige det til nogen

Svindlerne gik så langt som til at aftale, at Tove Frederiksen, der bruger rollator, skulle komme til et møde på politigården, så de kunne drøfte sagen. Et møde, der kort tid før blev aflyst.

Da Tove Frederiksens søn spurgte til hendes dankort, fordi han skulle købe ind for hende, nægtede hun at fortælle ham sandheden.

- Jeg siger, at han får det ikke ud af mig, hvor det er blevet af, siger hun.

Sønnerne fandt dog ud af, hvad der var sket og anmeldte sagen til Midt og Vestsjællands Politi.

Her har man i den seneste tid haft fire sager af den slags i Roskilde-området. Vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard mener, at sagerne hænger sammen.

- Det er de samme, som man udgiver sig for at være. Og de personer, der henvender sig på adressen, har nogenlunde samme signalement, siger han.

Fanget på kamera - men ikke identificeret

Mindst en af gerningsmændene, der hævede fra Toves konto, er fanget på videoovervågning, men vedkommende bærer mundbind og foretager hævningen om natten.

- Vi har simpelthen ikke været i stand til indtil videre at identificere personen, men vi er rimeligt fortrøstningsfulde. Jo mere vi får efterforsket de her sager, jo mere videoovervågning får vi også frem, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Svindelmetoden er i stigning, men ikke ny, fortæller han.

- Vi opklarede en sag fra sidste år, som der er faldet dom i, hvor man gik efter personer, der hedder Grethe. Fordi man ved, at så er det som udgangspunkt en, der er lidt ældre, siger Lars Krogsgaard fra Midt og Vestsjællands Politi.

Det er ikke kun ældre kvinder i Roskilde-området, der er ofre. Sydbank har dette efterår haft flere sager i Aarhus-området, fortæller Malene Morsing, chef for svindelbekæmpelse i Sydbank.

- Det, vi typisk ser, er, at det er kriminelle, der kontakter kvinder over 80 år. I vores tilfælde har det været koncentreret omkring Aarhus-området, men vi har også netop modtaget en sag fra en kunde i trekantsområdet, siger Malene Morsing

I disse sager har svindlerne udgivet sig for at være bankfolk.

Tove får penge tilbage

I Tove Frederiksens bank, Nordea, ærgrer direktør for privatkunder i Danmark Mads Skovlund Pedersen sig.

- Først og fremmest bliver jeg enormt trist over, at der er mennesker, der kan finde på at udnytte den tillid, vi har til hinanden. Den sammenhængskraft, vi er kendt for i Danmark, siger han.

Han fortæller, at Nordea har valgt at dække det meste af Tove Frederiksens tab.

- Det gør vi ikke i alle sager, men her lægger vi til grund, at Tove er i super god tro. Hun er blevet svindlet af et meget professionelt setup, som man ikke kan forvente, at en dame på Toves alder skal kunne gennemskue, siger Mads Skovlund Pedersen.

Sagen har også fået banken til at overveje sine procedurer.

- Vi kigger også på sådan en sag og spørger: Hvorfor er vi ikke hurtigere til at reagere? Hvorfor kommer den ikke ud til behandling, hvor vi har folk til at kigge på sagen? Det er sådan nogle ting, vi gerne vil lære af, siger bankdirektøren.

Vær mistroisk - og find selv bankens nummer

Gerningsmændene hævede beløb fra 3.000 til 15.000 kroner ad gangen fra Tove Frederiksens konto. Nordea er ved at undersøge, hvordan det kunne ske, og man vil overveje, om hævegrænserne skal ændres, siger Mads Skovlund Pedersen.

- Det er en af de actions, vi tager på den her sag. Kan vi reducere størrelsen på kontanter, man kan hæve i vores automater?

Til kunderne lyder rådet:

- Mit bedste råd er desværre at være semi-mistroisk over for folk, man ikke kender. Få ringet til politiet eller banken, men via et nummer, som man selv finder, siger Mads Skovlund Pedersen fra Nordea.

FacebookTwitter