Svine-MRSA: Presset stiger på Fødevarestyrelsen

Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil have ministeriets dokumenter om svine-MRSA udleveret. Samtidig stiger presset på Fødevarestyrelsen, som anklages for magtmisbrug og grov manipulation.

Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) kræver nu, at ministeriet udleverer alle dokumenter om sagen fra hendes ministerperiode. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Allerede inden aftenens DR1-dokumentar om den såkaldte svine-MRSA har filmen skabt røre om ikke mindst Fødevarestyrelsens rolle.

Nu kræver tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S), at ministeriet udleverer alle dokumenter om sagen fra hendes ministerperiode.

- Jeg har ikke haft en sag før, hvor jeg har fundet det nødvendigt. Men det her er meget, meget alvorligt, siger Mette Gjerskov, der fungerede som fødevareminister fra 2011-2013.

I dokumentaren ’Den dag penicillinen ikke virker’ afdækkes det, hvordan Fødevarestyrelsen systematisk fra 2008-2014 fjernede forskeres anbefalinger om bekæmpelse af den multiresistente MRSA-bakterie i danske svinestalde. Vel at mærke inden de nåede frem til politikerne. I samme periode steg antallet af smittede danskere voldsomt.

- Jeg har set dokumentaren og synes, at Fødevarestyrelsens forklaring er tynd. Min holdning har hele tiden været, at når Danmark producerer og eksporterer så mange svin, så har vi også et ganske særligt ansvar for, at smitten ikke spreder sig. Derfor må vi også have meget høje forventninger til Fødevarestyrelsen i sådan en sag, siger Mette Gjerskov.

Forklaringsproblemer hos Fødevarestyrelsen

Mette Gjerskov mener, at Fødevarestyrelsen må ”hoste op med en grundig forklaring”, og meget tyder da også på, at Fødevarestyrelsen har forklaringsproblemer.

Således godkendte Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Per Henriksen en stribe udeladelser og ændringer i forskeres anbefalinger til ministeriet. Og ifølge lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet er Per Henriksen gået for langt.

- Der er nogle meget, meget grove manipuleringer med den rådgivning, han giver til ministeren, som bliver slettet i systemet, inden det kommer helt til tops, forklarede han fredag til P1-programmet Orientering.

"Klart ulovligt" og "magtmisbrug"

Også Fødevarestyrelsens øverste direktør Esben Egede Rasmussens handlinger er ifølge Sten Bønsings vurdering problematiske.

Sten Bønsing vurderer, det er ”klart ulovligt” og ”magtmisbrug”, at Esben Egede Rasmussen i flere tilfælde angiveligt udøvede pression mod et dansk forskningsinstitut.

Så langt er tidligere fødevareminister Mette Gjerskov endnu ikke klar til at gå.

- I sådan en sag er det ufattelig vigtigt at være præcis. Det er også derfor, at jeg har bedt ministeriet om at få udleveret papirerne i sagen, så jeg kan se, hvad der er blevet forelagt for mig.

Fødevarestyrelsen har afvist at kommentere Sten Bønsings udtalelser.

Dokumentaren ’Den dag penicillinen virker’ bliver sendt klokken 20.00 i aften på DR1.