Tilbage i maj begyndte de første rygter om noget mærkeligt at cirkulere blandt jægere ved Gatten i Himmerland.
Op mod 35 vildsvin var nemlig dukket op i et område, hvor der normalt ikke er vildsvin. Dyrene var ikke øremærkede, og de var heller ikke synderligt bange for mennesker.
Rygterne fortsatte, og i begyndelsen af august nåede de frem til Ivar Høst. Han er vildtkonsulent for Naturstyrelsen i Himmerland, og han begyndte at undersøge sagen nærmere.
- Vi fik meldinger om, at der var dukket en mængde vildsvin op. De havde nogenlunde samme størrelse og optrådte ganske tillidsfuldt. Det gør vilde dyr jo normalt ikke, og derfor konkluderede vi, at dyrene må have været i menneskers varetægt før og må være blevet sat ud, siger han.
I løbet af sommeren havde jægere dog skudt en del af de unge vildsvin – præcis som det er påbudt af frygt for, at vildsvinene er smittet med afrikansk svinepest. Derfor er antallet i flokken nu nede på tre eller fire, siger Ivar Høst.
Svineproducent er nervøs
Lars Olsen er svineproducent og bor i nærheden af Halkjær på Himmerland. Han blev ikke specielt henrykt, da han hørte om de løse vildsvin, for han frygter netop for den afrikanske svinepest.
- Jeg tænkte, at det er noget skideværk, det her. Det er farligt. Så jeg tog fat i min dyrlæge og sagde, at vi måtte tale med myndighederne. For når der er fritgående vildsvin, så er der risiko for, at min besætning får svinepest, siger han.
Hvis det sker, vil konsekvensen, ifølge Lars Olsen, være, at man lukker for eksporten af dansk svinekød.
- Det har totalt uoverskuelige konsekvenser. Jeg tror, at man kan kalde det at smadre produktionen herhjemme. For alle os, der producerer grise, ville svinepest betyde, at vi skulle slå vores grise ned, for vi ville ikke kunne komme af med dem, forklarer han.
Har ikke oplevet noget lignende
Ifølge reglerne skal vildsvin være øremærkede, og det er da heller ikke første gang, at et vildsvin er set i Himmerland. Men det hører til sjældenhederne, siger vildtkonsulent Ivar Høst.
- Vi har da set et vildsvin i ny og næ, men vi har altid kunnet føre det tilbage til et hegn, der er gået i stykker. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende før, siger han.
Derfor står det helt store rungende spørgsmål da også åbent:
Hvem kunne finde på at sætte 35 vildsvin ud i området – og hvorfor?
- Det vil jeg også meget gerne vide, siger vildtkonsulenten.
Svineproducent Lars Olsen er rasende:
- Det er rystende. Det er økonomisk terror, for man risikerer at smadre et helt erhverv, siger han.
Naturstyrelsen har anmeldt sagen til Nordjyllands Politi, da de formoder, at der er tale om ulovlig udsætning. Politiet bekræfter, at man har modtaget en anmeldelsen i går, men efterforskningen er endnu ikke startet.
Vildsvinehegn
- •
I Danmark er det ulovligt at sætte vildsvin ud i naturen uden en tilladelse. Årsagen er, at man er bange for, at afrikansk svinepest rammer danske svin og dermed dansk eksport.
- •
Folketinget vedtog 4. juni vildsvinehegnsloven om opførelse af et hegn, der skal forhindre, at afrikansk vildsvinepest spreder sig til danske svinebesætninger.
- •
Et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse har fået Miljøstyrelsens tilladelse.
- •
Dermed er det 70 kilometer lange og op til halvanden meter høje hegn et skridt nærmere at blive til virkelighed.
- •
Hegnet skal forhindre afrikansk svinepest i at brede sig ved at gøre det svært for vildsvin at krydse den dansk-tyske grænse.
- •
Det forventes, at arbejdet med at sætte hegnet op begynder i starten af 2019 og afsluttes samme år.
- •
Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, men er konstateret i både tam- og vildsvin i lande tæt på Danmark.
- •
WWF Verdensnaturfonden mener dog ikke, at hegnet vil virke efter hensigten.