Svineeksportører holder krisemøde i dag: Skærpet kontrol med Danmarks 14,7 millioner eksportgrise

Siden juli har fødevarestyrelsen ændret deres kontrol af dansk svineeksport

Thomas Fugl føler sig ramt af Fødevarestyrelsens regler. (Foto: Jan Rørkær)

I dag mødes svineeksportører fra hele landet til krisemøde i Fredericia. De er så utilfredse med Fødevarestyrelsens øgede kontrol, at de nu må reagere.

Det fortæller Lisbeth Hommelhoff, der er formand i den fælles organisation for husdyrhandlere, Sammark.

- Gryden er så meget i kog, at vi ikke kan styre det. Det er trist at opleve, at Fødevarestyrelsen ikke har en forståelse for, at vi ikke kan planlægge transporterne så lang tid før, siger Lisbeth Hommelhoff.

De er frustrerende over, at ændringer i Fødevarestyrelsens indsats blandt andet betyder, at de må lade grise stå og vente i stalde, før de kan sendes til slagtning i udlandet.

En af dem, der bliver ramt af reglerne, er Thomas Fugl, der i år regner med at eksportere 1,2 millioner smågrise til udlandet. Før sommerferien kunne han sende grisene mod sydligere himmelstrøg med det samme, men siden juli er Fødevarestyrelsen begyndt at håndhæve eksisterende EU-regler, der kræver, at han oplyser transporten i den såkaldte logbog to hele arbejdsdage før afgang.

- Det, der fra politikernes side var et initiativ for bedre dyrevelfærd, er på ingen måde blevet det. Vi håber, at Fødevarestyrelsen og ministeren vil tage hånd om det her, siger Thomas Fugl.

Eksportørerne mener, at Fødevarestyrelsen overfortolker reglerne, hvilket gør, at de ofte må vente mere end 48 timer, før de kan sende dyretransporter afsted til udlandet.

Grisene opholder sig i eksportstalden på Lolland, inden de sendes til Polen.

Små ændringer kan få store konsekvenser

Ud over reglen om, at transporten skal oplyses i bedre tid, så foretager Fødevarestyrelsen nu 250 kontroller af svinetransporter til udlandet om måneden. Før foretog man kun 100 om året. Men det er især reglen om, at transporten skal oplyses to dage før afgang, der frustrerer eksportørerne. Derfor er det tid til at drøfte situationen på et krisemøde i eftermiddag.

- Der kan jo nemt ske en lille ændring i, hvem der kører transporten, hvis for eksempel en transportør bliver syg. Den ændring skal noteres i vores logbog, og derfor skal vi vente 48 timer på at kunne sende grisene afsted, selvom både den bil og den vikarierende eksportør, der skal køre, allerede er godkendt, siger Thomas Fugl.

Den ekstra planlægning har allerede haft konsekvenser for Thomas Fugl, der fortæller, at han i juli har haft mellem 15 og 20 procent større omkostninger til Fødevarestyrelsen. Samtidig er kontortiden ifølge Thomas Fugl steget med 30-40 procent på grund af logbøgerne. Derfor har de været nødt til at ansætte en medarbejder mere.

Og Thomas Fugl er ikke den eneste, der står med de udfordringer. Det fortæller Lisbeth Hommelhoff.

- De her regler har skabt et enormt dårligt arbejdsmiljø ude i de enkelte virksomheder. Havde vi nu kunnet se, at det gav bedre dyrevelfærd, var det fint med kontrollen, men det her er kun en hindring af eksporten, siger Lisbeth Hommelhoff.

Derfor er der behov for et møde, hvor man kan drøfte, hvad der skal ske.

- Vi skal se på de problemer, reglerne har medført. Vi vil gå dialogens vej, men der skal ske noget nu, siger hun.

Mange sanktioner i juli

En aktindsigt givet til DR Nyheder viser, at 25 ud af 257 kontroller i juli førte til sanktioner. Kun tre af dem handlede om transportdukumenter. Det er ifølge Per Henriksen, der er veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, beviset på, at kontrollen sikrer bedre dyrevelfærd.

- Branchen har kritiseret os for, at de sanktioner, vi har givet, primært handler om bureaukratiske forhold, men det er ikke rigtigt. De forbud og påbud, som vi har givet, er sager, der relaterer sig til dyrenes velfærd.

Svineeksportørerne mødes i dag klokken 13.30 i Fredericia.