Svineinfluenza smitter fortsat i Danmark

Danskere bliver jævnligt smittet af svineinfluenza H1N1, som i sjældne tilfælde kan være dødelig. En norsk dreng er netop død af H1N1.

Danskere bliver jævnligt smittet af svineinfluenza H1N1, som i sjældne tilfælde kan være dødelig. En norsk dreng er netop død af H1N1. (© colourbox)

I Norge døde en 11-årig dreng torsdag af svineinfluenza (H1N1). Det er sjældent, at indbyggere i Norden dør af H1N1, men det sker med jævne mellemrum, fortæller afdelingslæge ved Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen.

- Det sker desværre, at der er personer, der dør af H1N1, siger han til DR Nyheder.

H1N1 blev udråbt som global epidemi i 2009, hvor den spredte sig fra Mexico til USA og videre til det meste af verden. I 2010 fratog Verdenssundhedsorgan H1NI's status som global epidemi (pandemi), men det er ikke ensbetydende med, at virusset ikke længere eksisterer.

Danske tilfælde

I løbet af de seneste otte uger er der for eksempel registreret mellem to og tre tilfælde af H1N1-virus i Danmark. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

Ingen af dem er døde af virusset, men i vinteren 2010/2011 omkom 17 personer i Danmark af H1N1. Det oplyste daværende sundhedsminister, Bertel Haarder (V), i foråret 2011.

Statens Serum Instutut kan her til aften ikke oplyse, hvor mange der er blevet smittet med H1N1 i Danmark i 2012, og om nogle af disse personer er døde af smitten.

Spredte sig fra Mexico

H1N1 opstod hos grise, men er blevet til en sygdom, der smitter meller mennesker. Symptomerne er de samme, som ved den almindelige influenza, som der er sæson for i øjeblikket.

Symptomerne er pludselig opstået feber, ondt i halsen, hoste, muskelsmerter, og diarré kan også forekomme. Du kan læse mere om H1N1-virus hos Statens Serum Institut.

Ifølge afdelingslæge Peter Henrik Andersen kan man blive vaccineret mod H1N1, hvis man får en almindelig vaccination mod influenza.

Sundhedsstyrelsen anbefaler influenza-vaccinationen til ældre over 65 år, kronisk syge og andre grupper, der har øget risiko for at blive alvorlig syg af influenza. Læs, hvilke grupper der er tale om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Facebook
Twitter