Syddansk Universitet siger farvel til karbonpapir

Når de studerende på Syddansk Universitet i disse uger går til eksamen, er det sidste gang, at de skal skrive deres eksamensopgave i hånden.

Når de studerende på Syddansk Universitet i disse uger går til eksamen, er det sidste gang, at de skal skrive deres eksamensopgave i hånden. (© Colourbox)

Slut med blyant, viskelæder og karbonpapir til eksamen på Syddansk Universitet. Samtlige skriftlige eksamener på universitet kommer i år til at foregå på computer. Dermed er SDU det første universitet, der sikrer, at alle eksamener er digitale.

Når de studerende på Syddansk Universitet i disse uger går til eksamen, er det sidste gang, at de skal skrive deres eksamensopgave i hånden.

Syddansk først med PC eksamen

Fra februar 2012 kommer samtlige skriftlige eksamener på universitetet til at foregå på computer. Dermed er Syddansk Universitet det første universitet i Danmark, der indfører computere til samtlige skriftlige eksamener, der afholdes på universitetet.

-Vi skifter til digitale eksamener, fordi vi gerne vil følge med tiden. Vi er et moderne universitet og skal selvfølgelig have en moderne eksamensform.

De unge er ikke vant til at skrive i hånden. De bruger deres computer, og det skal de selvfølgelig også have mulighed for til eksamen, siger rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede og tilføjer, at de digitale eksamener i flere tilfælde medfører praktiske og faglige ændringer.

Tilpasser opgaverne

- Vi tilpasser naturligvis eksamensopgaverne, så de kan løses digitalt. For eksempel er computere ikke nødvendigvis specielt egnede til at teste paratviden, så her vil der ske ændringer i opgaven og selve læringsprocessen i undervisningen. Men det er vigtigt at understrege, at skiftet til digitale eksamener på ingen måde går ud over kvaliteten af hverken eksamenen eller undervisningen, siger rektor.

De fleste af SDU's studerende er allerede vant til at have deres computere med til eksamen, men cirka 140 eksamener årligt foregår stadig med håndkraft. Og at det snart er slut, glæder de studerende.

- Jeg har til en eksamen fået nærmest krampe i hånden over at sidde i tre timer og skrive med kuglepen på gennemslagspapir, så vi er selvfølgelig glade for, at SDU nu sender karbonpapiret på pension og tager springet ind i den digitale tidsalder, siger Nikolaj Ellekjær, formand for Syddanske Studerende.

Andre universiter følger efter

Også landets øvrige universiteter arbejder på at indføre digitale eksamener. Ifølge den offentlige digitaliseringsstrategi skal alle skriftlige stedprøver på universiteterne være digitale inden udgangen af 2013.

Når SDU er det første universitet, der kan garantere digitale eksamener, skyldes det, at universitet længe har arbejdet med e-læring og derfor har en masse erfaringer på det digitale område.

Facebook
Twitter