Sydeuropæere gengælder vores kærlighed: Gaia fra Milano fik københavner-tur i fødselsdagsgave

Danmark, og særligt København, trækker langt flere franskmænd og italienere til end tidligere.

Gaia Caorsi og kæresten Davide Contardi har fået Danmark anbefalet af en italiensk veninde, der bor i København. (Foto: Rikke Mathiassen DR)

I løbet af sommeren pakker mange danskere kufferterne og rejser sydpå - ned i varmen til lande som Italien og Frankrig.

Men kærligheden er ikke helt så ensidig, som man måske kunne tro. Der er nemlig stadig flere fra de to sydeuropæiske lande, der rejser den anden vej. Det viser en opgørelse fra VisitDenmark på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

I 2008 stod franskmænd og italienere bag knap 320.000 overnatninger her i landet. I 2016 var tallet mindst 586.000. Det er en stigning på mere end 80 procent.

Flybillet i fødselsdagsgave

Gaia Caorsi, der arbejder med marketing i Milano, er en af de italienere, der for nylig har fået øjnene op for Danmark.

Til hendes 25-års fødselsdag i november, gav kæresten, Davide Contardi, der også er fra Milano, hende en tredagestur til København.

- Han havde købt en bog til mig med kort over alle Europas lande i. Og så havde han limet en flybillet fast på siden med Danmark på, siger hun.

- Alle i Italien siger, at København er så hyggelig, ren og smuk. Så vi ville gerne besøge byen for at finde ud af om det er sandt.

Eksotiske danskere

Stigningen i interesse sydfra undrer ikke Jane Widtfeldt Meged, turismeforsker ved Roskilde Universitet, der desuden gennem mange år har arbejdet som turistfører for italienske turister i København.

- Helt overordnet er vi lige så eksotiske, fremmedartede og spændende for dem, som de er for os, fortæller hun.

Det er primært København, der lokker de sydeuropæiske turister til. Men det er hverken vores gamle monarki eller de historiske seværdigheder, der trækker mest, understreger turismeforskeren.

- Det hører med til at være turist at besøge dem, og de synes, det er spændende. Men det er ikke hovedatraktionen i Danmark. Det er menneskene, de lange lyse nætter, og det er stemningen i København som en afslappet storby, siger hun.

Billig-ruter baner vejen for de unge

Janne Grønkjær Henriksen, der er marketingschef hos VisitDenmark, mener, at flere og billigere flyruter er en af hovedforklaringerne på den stigende interesse fra sydeuropæerne.

- Det betyder, at vi tiltrækker en helt ny målgruppe, som vi aldrig før har haft fat i. Det er for eksempel unge italienere, som pludselig får mulighed for at komme herop.

I Københavns Lufthavn er antallet af ugentlige ankomster fra lufthavne i Italien på fem år steget fra 56 til 84, oplyser lufthavnens pressechef, Kasper Hyllested.

- Det er ikke et spørgsmål om, at de passagerer, der var der før, så bare deler sig ud på flere afgange. Der kommer simpelthen flere passagerer i takt med, at der kommer flere ruter, siger han.

Attraktive turister

VisitDenmarks markedschef i Italien og Frankrig, Ghita Scharling Sørensen, er glad for, at det er lykkes at lokke flere sydeuropæere til København.

Godt nok er de stadig langt fra at kunne konkurrere i antal med for eksempel tyskerne, der står for langt de fleste overnatninger i Danmark. Til gengæld lægger italienerne og franskmænd typisk flere penge end den gennemsnitlige udenlandske turist i København.

På den måde er det ikke kun rejsebranchen, der nyder godt af sydeuropæernes besøg, forklarer hun.

- De sparer måske på flybilletten. Men når de så er i Danmark, vil de gerne bo godt, spise ude og opleve en masse af vores attraktioner, for eksempel vores museer. De kan også finde på at shoppe dansk mode og design. Så på den måde opnår vi afledte effekter fra turisterne, siger hun.

Dejlig, men dyr

For Gaia Caorsi fra Milano lever det første indtryk af København op til forventningerne.

- Alt virker mere roligt og organiseret end i Italien. Stemningen er god, her er smukt, og der er ikke konstant larm fra biler eller trafikpropper. Det er nemmere at slappe af her, siger hun.

Til gengæld har den unge italiener bidt mærke i, at prisniveauet er et andet, end hun er vant til.

- For os er det lidt dyrt, så vi ville nok ikke have råd til at være her en måned. Men en forlænget weekend er helt perfekt, siger Gaia Caorsi.