Syfilis er i voldsom vækst i Danmark

Kønssygdommen syfilis breder sig fra bøssemiljøet til heteroseksuelle mænd og kvinder. Syv gravide smittet.

Kønssygdommen syfilis er i kraftig vækst, og derfor bliver gravide testet, og syv er konstateret smittet i 2010.

Syfilis var stort set udryddet i Danmark, men nu vokser antallet af tilfælde. Det får læger til at frygte, at kønssygdommen er på vej til at brede sig fra bøssemiljøer til større grupper af befolkningen.

Sidste år blev der ifølge Ugeskrift for Læger registreret 480 tilfælde af sygdommen, og det er en stigning på 25 procent i forhold til 2010. Endnu større stigning ses i forhold til årene før, hvor der har været omkring 150 tilfælde.

Læge Kristian Kofoed, dermatoallergologisk afdeling på Gentofte Hospital, forklarer stigningen med, at færre bruger kondom, fordi frygten for at blive smittet med hiv er dalet.

Flere heteroseksuelle er smittet

- Samtidig betyder internettet, at homoseksuelle hurtigere kan skabe kontakter. Miljøet er blevet åbent, og dermed kan smitten hurtigere brede sig, siger han.

Omkring 80 procent af de smittede er homoseksuelle mænd, som dyrker sex uden kondom, men i de seneste to år er der sket en mindre stigning blandt heteroseksuelle, og fortsætter den udvikling, kan sygdommen for alvor blomstre op.

- Tidligere gik der år imellem, at vi så smittede heteroseksuelle, og når det skete, skyldtes det, at de havde været i udlandet. Nu ser vi smitte hos heteroseksuelle, der er smittet i Danmark, og det er bekymrende, siger Kristian Kofoed.

Syv gravide er smittet

Det stigende antal smittede blandt heteroseksuelle betyder, at alle gravide i dag testes for sygdommen.

I 2010 fandt lægerne syv smittede gravide. De blev sat i behandling med penicillin, som slår sygdommen ned hos moderen og forebygger misdannelser og retardering hos det ufødte barn.

Syfilis førte tidligere til kroniske infektion i hjerne og rygmarv, men det ses i dag kun sjældent i Danmark.

Facebook
Twitter