Syg Britta Nielsen aflyste endnu et retsmøde

For tredje gang blev et retsmøde i Britta Nielsen-sagen aflyst.

Fredag morgen fik retten en mail fra Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, om, at hans klient var syg. Her ankommer Nima Nabipour til Københavns Byret. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Fredag formiddag skulle to ansatte i Socialstyrelsen have vidnet i sagen om den svindeltiltalte Britta Nielsen, men kl. 8.31 fredag morgen fik retten en mail fra Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, om, at hans klient var syg.

Dermed blev endnu et retsmøde i sagen aflyst, da Britta Nielsen ikke ville give samtykke til, at sagen kunne fortsætte uden hende, og Britta Nielsens advokat ville ikke oplyse, hvad Britta Nielsen fejler eller komme nærmere ind på hendes tilstand.

Nima Nabipour kaldte det beklageligt, at man nu for tredje gang måtte aflyse et retsmøde.

- Det er beklageligt, men jeg tror, at vi alle har en interesse i, at denne her sag bliver afsluttet, men også at der sker en afslutning på ordentlig vis og med tid nok til at gennemføre dokumentationen, sagde han.

- Min klient vil rigtig gerne være til stede i retten. Også når der sker dokumentation.

Skal finde nye retsdatoer

Sagen mod Britta Nielsen, som er tiltalt for at have stjålet 117 millioner kroner fra Socialstyrelsen, har i forvejen været stærk forsinket, fordi hovedpersonen også tidligere har været sygemeldt.

Dermed skal sagens parter blive enige om nye datoer for ekstra retsmøder, og retsformanden bad samtidig Nima Nabipour om at indhente en lægerklæring fra Britta Nielsen inden mandag.

Det er endnu uvist, hvornår de to ansatte fra Socialstyrelsen i stedet for skal vidne, men hvis et planlagt retsmøde på mandag kan gennemføres med Britta Nielsens tilstedeværelse, forventes det, at de to tidligere kolleger kan afgive forklaring der.