Hvor kan jeg købe cannabisolie til min kræftsyge søn på ti år? Virker det mod voldsom epilepsi? Kan jeg droppe lykkepillerne og bruge cannabis mod min depression?
Spørgsmålene, de gode råd og mirakelhistorierne er mange, når man klikker ind på en af de danske Facebook-grupper, der støtter medicinsk cannabis.
Fra 28 slags medicin til cannabis
Her søger syge danskere hjælp og deler deres erfaringer med den ulovlige plante.
En af dem, der bruger grupperne flittigt, er 35-årige Kevin William Simpson, som har lidt af angst og depression:
- Jeg gik fra at tage 28 forskellige slags stærk medicin til at erstatte det hele med cannabismedicin og sund, organisk livsstil, fortæller han.
Syge strømmer til cannabis-gruppe
Udover at være bruger af cannabismedicin, er Kevin William Simpson også aktiv debattør og administrator i gruppen "Medicinsk Cannabis- We are in recovery."
Gruppen blev stiftet i juni 2013, og siden da er det gået stærkt:
- Hver dag kommer der mange nye brugere til, og det er alt fra bedstefaderen med kræft til den unge mor, hvis barn har epilepsi, forklarer Kevin William Simpson.
Rådgiver udenom læger
Ligesom de andre administratorer i Facebook-gruppen har Kevin William Simpson ikke nogen lægefaglig uddannelse. Alligevel mener han at det er forsvarligt at formidle viden om medicinsk cannabis:´
- Vi gør hele tiden opmærksom på, at vi ikke er eksperter, men at vi videregiver eksperters viden, og at vi alle har personlig erfaring med medicinsk cannabis. Vi er levende beviser på at det virker, forklarer han.
Facebook-gruppernes to hovedformål er at gøre opmærksom på cannabis-plantens gavnlige virkninger, og at få den lovliggjort til medicinsk brug. Men patienter skal i stigende grad også rustes til at tage hånd om deres egen sygdom:
-I modsætning til det etablerede behandlersystem vil vi ikke at træffe beslutninger for folk. Det er i sidste ende op til folk selv at beslutte, om de vil anvende medicinsk cannabis eller ej, erklærer Kevin William Simpson.
Fra taberstof til mirakelmedicin
Interessen for medicinsk cannabis er øget meget, efter at flere lande de senere år har legaliseret medicinsk cannabis i forskelligt omfang. Blandt andet Holland, Israel og USA.
Men det har også hjulpet, at danskerne generelt er blevet mere åbne over for alternativ medicin, forklarer forsker Lasse Skovgaard, der er tilknyttet Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet:
- Øko-bølgen er skyllet ind over os og har ført en øget skepsis overfor moderne medicin med sig. Og en opfattelse af, at det er bedre at styrke sin egen krop med naturlige behandlinger end at bruge kunstig kemi, forklarer han.
I gamle dage var lægens ord lov, og man stillede ikke spørgsmålstegn ved den medicin, man fik. Men sådan er det ikke længere:
- Vi tager vores skæbne i egen hånd. Også når det gælder sygdom. Og denne tendens bliver især forstærket ved kroniske og alvorlige sygdomme som fx gigt eller kræft. Her er mange mere tilbøjelige til at gå alternative veje, siger Lasse Skovgaard.
Se DR2-dokumentaren "Syge danskere på hashmedicin" mandag kl. 21.00.
Programmet gå bag om aktivister, pushere, og myndigheder og søger svar på, hvorfor cannabis er blevet så populært i sygdomsbehandling.
Du kommer også helt tæt på nogle af de danske patienter, der trodser myndighedernes advarsler og anvender medicinsk cannabis mod deres sygdom.