Sygehusene har brugt over 800 millioner for meget

Landetrs sygehusene brugte sidste år mere end 830 millioner kroner for meget. Det skønner de embedsmænd DR Nyheder har talt med i dag.

Region Nordjylland har brugt 135 mio. for meget, Region Midtjylland 100 mio., Syd 190 mio., Sjælland 120 mio. og Region Hovedstaden 291 mio. kroner for meget. Det understreges, at tallene er foreløbige skøn foretaget af embedsmænd i regionerne.

I dag var der masse afskedigelser på Herlev Sygehus, og meget tyder på, at de scener i nærmeste fremtid vil gentage sig over hele landet. For en rundringning til landets regioner som DR Nyheder har foretaget i dag, viser at landets sygehuse i alt for brugt over 830 millioner kroner for meget.

Hvor meget der skal spares og eventuelt fyres i hver enkel region og på hvert enkelt sygehus vides endnu ikke.

Men allerede i dag blev 136 medarbejdere afskediget på Herlev Sygehus for at spare 195 millioner kroner og det kom også frem, at Rigshospitalet skal spare 94 millioner kroner i år.

Riget: Ingen fyringer besluttet endnu

På Riget understeger ledelsen dog, at det er for tidligt at tale om fyringer endnu. Man vil forsøge at behandle flere patienter og samtidig har de enkelte centre på hospitalet fået 14 dage til at se på, hvordan besparelserne kan imødegås.

Hvor om alting er, så tegner det ikke godt for patienterne. Det mener Lisbeth Lenz, der er formand for Yngre Læger.

- Rigtig mange steder er vi i stand til at give en høj kvalitet i diagnostik og behandling. Besparinger i den her størrelsesorden, hvor vi taler om trecifrede millionbeløb, går ud over kvaliteten i behandling af patienterne, sagde Lisbeth Lenz tidligere i en kommentar til fyringerne på Herlev Sygehus.

Det er også kommet frem, at Frederiksberg Hospital skal sige farvel til 100 medarbejdere, Hvidovre vil tage afsked med mellem 200 og 250 medarbejder og et endnu ukendt antal på Bispebjerg Hospital skal fyres. I alt skønnes det, at Region Hovedstaden nedlægger 800 stillinger.