Sygeplejerske idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg

Sygeplejerske Christina Hansen blev i byretten idømt livstid. Østre Landsret har nu nedsat straffen til 12 års fængsel.

Sygehuset i Nykøbing Falster har siden marts 2015 dannet ramme om den spektakulære sag mod sygeplejersken Christina Hansen, der har været tiltalt for drab og drabsforsøg (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Den 32-årige sygeplejerske Christina Hansen er blevet idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter.

Det har Østre Landsret i dag slået fast i sin strafudmåling.

I landsretten blev sygeplejersken fra Nykøbing Falster i går dømt for at have til hensigt at dræbe fire patienter med dødelige doser af morfin.

Dermed er byrettens dom fra sidste år omstødt, hvor Christina Hansen blev idømt livstid for tre drab samt et drabsforsøg. Ifølge landsretten kunne det ikke bevises, at hun rent faktisk dræbte dem, og derfor blev hun i stedet dømt for drabsforsøg på de fire patienter.

Sygeplejersken er samtidig dømt for tyveri af medicin fra hospitalet, ligesom hun er fundet skyldig i at give sin dengang syvårige datter sovemedicin.

16 nævninge stemte for en straf på 12 år, mens to nævninge stemte for en straf på 10 år. Landsretten har også frakendt sygeplejersken retten til at til at udøve virksomhed som sygeplejerske indtil videre.

Sagen har verseret siden marts 2015, hvor kvinden blev anholdt efter en nattevagt på sygehuset. Sidste år blev hun som nævnt dømt, hvorefter sagen blev anket til Østre Landsret. Hun har ved begge instanser været tiltalt for at have dræbt tre patienter på Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun arbejdede.

Anklager Karen Vistisen advokerede inden strafudmålingen for, at sygeplejersken fortsat skulle idømmes livstid, mens Christina Hansens forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, mente, at hun skulle have en straf på mellem 10 og 12 års fængsel.

32-årige Christina Hansen har hele tiden nægtet sig skyldig i sagen. Hun har siddet varetægtsfængslet siden marts 2015 - altså i over to år.