I denne uge har sygeplejersker flere steder i landet nedlagt arbejdet i en time af gangen i protest mod deres arbejdsforhold.
Men arbejdsnedlæggelserne er i strid med overenskomsten, og derfor skal Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner mødes i dag i Arbejdsretten klokken 14.
Arbejdsgiveren, Danske Regioner, kræver nemlig, at arbejdsnedlæggelserne stopper, og at de pågældende sygeplejersker får en bod.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, lektor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet, er det forventeligt, at sagen er endt for retten.
- Hvis de bare havde nedlagt arbejdet i en enkelt time, så ville man nok se igennem fingrene med det, men i og med at man gør det systematisk, og man også har varslet, at man vil gøre det igen, så er det meget forventeligt, at arbejdsgiverne vil bringe det for Arbejdsretten, siger han.
Arbejdsnedlæggelserne er blandt andet blevet koordineret i grupper på sociale medier.
Mandag var det blandt andet 100 sygeplejersker på Rigshospitalet og over 30 sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital Syd, der nedlagde arbejdet i en time fra morgenstunden.
Også tirsdag og onsdag nedlagde sygeplejerskerne arbejdet i en time.
Talsmand: Arbejdsnedlæggelser fortsætter
Ifølge sygeplejerske og talsmand Luca Pristed kan han og hans strejkende kollegaer se frem til en daglig bod på 56 kroner om dagen for de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Arbejdsretten kan så forhøje boden til 86 kroner, hvis strejkerne fortsætter.
- Det er vi klar til at modtage, og det vidste alle godt, da vi gik ind til det, at det var sådan, det var. I og med at vi kun har ødelagt vores arbejde tre timer, så er det ikke så meget, og vi er klar til at håndtere den bod, siger han.
Tror du, at de her strejker fortsætter?
- Det ved jeg, de gør. Der er mange, der har skrevet og spurgt mig om råd til det her, og jeg har vejledt dem, så godt jeg kunne, siger han og tilføjer:
- Jeg er jo bare mig - uden om nogle organisationer og uden ledelsens viden, så jeg har vejledt dem så godt, jeg kan, og så håber jeg og ved, at der er nogle andre hospitaler, der vil tage teten næste uge.
Kan du sige noget om, hvem det er?
- Nej.
Fagforenings rolle i fokus
I Arbejdsretten vil der være fokus på, om sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, på nogen måde har haft en rolle i arbejdsnedlæggelserne, fortæller arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl.
- Fagforeninger har en forpligtigelse til at prøve at opretholde fredspligten. Det vil sige, at folk går på arbejde, når overenskomsten løber. Så det er noget, som Arbejdsretten skal tage stilling til, siger han.
Men det er ikke bevis nok, at der er nogle sygeplejersker, der har nedlagt arbejdet efter en arbejdskonflikt.
- Man skal jo have et eller andet bevis for, at Dansk Sygeplejeråd er involveret i de her overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Det kan være en mail eller et brev, der viser, at man opildner til at nedlægge arbejdet overenskomststridigt, siger han.
Hos Dansk Sygeplejeråd afviser formand Grete Christensen dog, at forbundet på nogen måde har et medansvar for arbejdsnedlæggelserne.
- Jeg er helt sikker på, at vi har gjort alt det, vi kunne, for at få dem tilbage på arbejdet. Vi har ikke vist, hvor det var henne, vi har ikke anet noget om, hvad det næste skridt var. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, siger hun.
Straffen kan være fritstilling
Fortsætter sygeplejerskerne med aktioner, hvor de nedlægger arbejdet, kan Arbejdsretten i første omgang vælge at skærpe straffen, siger Laust Høgedahl.
- Det næste skridt kan være, at man skruer op for bodens størrelse, og det næste skridt kan så være, at man fritstiller eller fyrer de sygeplejersker, som har nedlagt arbejdet overenskomststridigt, siger han.
Men ifølge sygeplejerske Luca Pristed har sygeplejerskerne dog ikke andet valg end at protestere, efter at regeringen greb ind i deres strejke.
- Det hjælper ikke, at regeringen bare ophøjer en mæglingsskitse til lov og bare tror, at alt kører videre, for det kører ikke videre på de danske hospitaler. Vi mangler sygeplejersker, vi mangler hænder, og det begynder at blive farligt for patienterne, siger Luca Pristed.