- Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne komme hjem.
Sådan lød det, da den 33-årige Jacob El Ali i dag fik de sidste ord i Københavns Byret.
Her tilstod han at have rejst til Syrien i april 2013, hvor han blev en del af terrorgruppen Islamisk Stat.
Han tilstod også at have poseret på billeder med afhuggede hoveder, og at han deltog i kamphandlinger for terrorgruppen.
Dermed er han som den første danske statsborger blevet dømt for landsforræderi ved at have deltaget på den modsatte side af Danmark i en konflikt, som danske styrker var en del af.
- Min klient erkender det hele, lød det fra forsvarsadvokat Mette Grith Stage.
Lagde alle kort på bordet
Sagen mod Jacob El Ali tog kun omkring to timer, fordi den 33-årige ved et retsmøde i januar i år under en forklaring til retten erkendte sig skyldig i sigtelserne.
Forklaringen blev i dag læst op i retten af sagens anklager Søren Harbo.
Den 33-årige tidligere syrienkriger har blandt andet forklaret, at han var psykisk uligevægtig og troede, at "verdensordenen var styret af dæmoner".
Han var også overbevist om, at hans mor ville forgifte ham, og at hans brødre ville slå ham ihjel.
Undervejs i oplæsningen sad Jacob El Ali på retssalens midterste stol og nikkede genkendende til, hvad der kom frem.
- Da jeg rejste derned, var jeg i en helt anden psykisk tilstand, og da jeg kom tilbage, var det for sent, sagde han i retten.
- Så jeg har ikke kunnet gøre andet end at lægge alle kort på bordet og fortælle politiet alt.
Var hos kampenhed med kanoner
33-årige Jacob El Ali kom som lille fra Libanon til Danmark.
Her voksede han op i Ishøj med sin familie, men fik aldrig en afgangseksamen fra 9. klasse.
Han kom i stedet ud i kriminalitet, han røg hash og fik psykiske problemer.
Det var de problemer, som ifølge ham selv gjorde, at han rejste til Syrien. I første omgang sammen med sin storebror.
- Han (Jacob El Ali red.) rejste til Syrien, da han troede, han var noget specielt og skulle redde verden.
- Han så billeder fra krigen i Syrien, og de gjorde indtryk. Han ville gøre en forskel, læste Søren Harbo op.
Han tilsluttede sig efter kort tid i landet en lille gruppe kaldet Jund Al-Aqsa, hvor han fik militærtræning og våben.
Nogle andre i gruppen fik selvmordbælter, som skulle udløses, hvis de blev stoppet af Assads regeringsstyrker.
I januar 2014 blev han en del af en militærenhed hos Islamisk Stat, fordi han sammen med en australsk ven fik at vide, at det var nødvendigt for at kunne være i byen Raqqa.
Et halvt år efter blev han tilknyttet en kampenhed med navnet Katiba 57. Her havde han til opgave at bestyre to kanoner og skød blandt andet mod en militærlufthavn.
Det var også i denne periode, at den 33-årige offentligt lagde billeder ud på Facebook af sig selv i IS-uniform i byen Raqqa, hvor han ses smilende foran afhuggede hoveder og hovedløse lig.
- Da han var i Syrien, var han følelsesløs. Han var et sted, hvor folk døde, blev hængt, korsfæstet og fik hugget hovedet af, læste anklageren op.
Den 33-årige fastholder, at han ikke har deltaget i henrettelser.
Flygtede fra Islamisk Stat
Efter flere år i forskellige IS-kontrollerede byer i Syrien lykkedes han i 2017 med at flygte fra Islamisk Stat sammen med sin kone og datter.
Han fik konen og datteren over grænsen til Tyrkiet, men han kunne ikke selv komme ud af Syrien.
Derfor skrev han direkte til sin forsvarer, Mette Grith Stage, at han ville hjem og tage sin straf.
- Jeg fortryder det her. Det har været en hård lærestreg, og jeg vil ud så snart, jeg kan. Jeg vil tage imod den straf, som retten vil give mig med et smil, lød det i beskeden.
Men der gik mere end to år, inden den 33-årige kom over grænsen til Tyrkiet. Her sad han tilbageholdt, indtil han den 17. december 2020 kom til Danmark.
- Var det nemt at komme ud af Syrien, spurgte Mette Grith Stage.
- Nej, det var en stor risiko at tage for mig, for bliver man taget, så bliver man slået ihjel, fortalte Jacob El Ali i retten i dag.
Både anklager Søren Harbo og Mette Grith Stage var enige om, at Jacob El Alis tilståelse og samarbejde med politiet skal give "rabat på straffen".
- Jacob El Ali har lagt sig fladt ned. Han har frivilligt og på eget initiativ fortalt om omstændigheder, som politiet ellers ikke ville have kendt til, sagde Søren Harbo.
Anklagemyndigheden mener, at de grove forbrydelser skal koste 16 års fængsel.
Mette Grith Stage mener, at det ikke skal koste mere end 12 års fængsel.
Der falder dom i sagen 7. september.