Syv frygtes smittet med farlig e-coli-bakterie

Fire personer er ramt af e-coli-bakterie efter at have spist kebab, mens tre andre er under mistanke. Smittekilden er ikke fundet endnu.

Syv personer er smittet med den alvorlige e.coli bakterie VTEC. Alle har spist kebab inden de blev smittet, men den konkrete smittekilde er endnu ikke fundet. (© Scanpix/Iris)

Syv personer er under mistanke for at være smittet med en alvorlig e-coli-bakterie, efter at de har spist kebab på forskellige spisesteder i København og Aarhus, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Fire personer er siden november 2014 blevet ramt af e-coli-bakterier af typen VTEC O157, mens tre andre personer er under mistanke for smitten, oplyser styrelsen.

- Disse syv personer, der alle har spist kebab/shawarma på forskellige restauranter i Københavns- eller Aarhusområdet, er smittet uafhængigt af hinanden.

De syv personer er blevet syge i tidsrummet fra november 2014 til januar 2015 og er unge mennesker overvejende i 20'erne.

- Der er derfor mistanke til, at smitten kan være sket fra den mad, der er serveret på disse restauranter, skriver Sundhedsstyrelsen.

Tilsyn på spisestederne har vist, at der ikke er problemer med hygiejnen. Fødevarestyrelsen arbejder på at finde smittekilden.

VTEC kan være farlig for børn

Ifølge Statens Serum Institut giver e.coli-bakterien VTEC 0157 en akut maveinfektion, som ofte giver svære mavesmerter.

Omkring en tredjedel af de ramte får blodig diaré, der - specielt hos børn - kan forværres med akut nyresvigt, også kaldet hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS).

Hæmolytisk uræmisksyndrom (HUS) er livstruende og er ofte ledsaget af påvirkning af centralnervesystemet.

Ifølge Statens Serum Institut skal VTEC ikke behandles med antibiotikum eller stoppende midler som fx Imodium eller Propiden.

Bakterier af den type, som formentligt har gjort de syv personer syge, findes i fødevarer, men kan også smitte ved direkte kontakt til dyr, fra forurenet vand eller som person-til-person smitte.

Bakterierne dør ved varmebehandling.

/ritzau/DR Nyheder