Syv mistænkte krigere får forbud mod at forlade Danmark

Østjyllands Politi er flittigst til at bruge et redskab, som skal hindre folk i at deltage i krig i udlandet.

Et medlem af de kurdiske peshmerga-styrker foran Sinjar, som er blevet indtaget med hjælp fra den amerikansk ledede koalition. (Foto: stringer/Iraq © Scanpix)

Siden marts har politiet oprettet 14 sager om personer, der risikerer at miste passet, fordi de vil deltage i krigshandlinger i udlandet.

Indtil udgangen af oktober er indgrebet gået ud over syv personer, oplyser Rigspolitiet til Ritzau.

Østjyllands Politi har forbudt fire at forlade Danmark. Samtidig er deres pas inddraget, eller de har fået nej til et nyt.

Tre andre politikredse - Midt- og Vestjylland, Københavns Vestegn og København - har hver nægtet én person at rejse ud.

  • Loven er tænkt som et redskab mod blandt andre unge, der vil kæmpe for Islamisk Stat.

  • Loven trådte i kraft i marts. En borger kan miste passet, hvis myndighederne tror, at vedkommende i udlandet vil "deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden."

  • Indgrebet er blandt andet gået ud over den kurdiske kvinde Joanna Palani, der er knyttet til de kurdiske Peshmerga-styrker og har flere gange været i Irak for at kæmpe imod Islamisk Stat.

Facebook
Twitter